Danskerne er vilde med fløde og cremefraiche, lyder det fra Arla, der nu kombinerer de to smagsfavoritter, når Karolines Køkken lancerer det nye mejeriprodukt flødefraiche med 30 procent fedtindhold.
– Flødefraiche er et helt nyt produkt, der kombinerer de bedste egenskaber fra piskefløde og cremefraiche, som er de mejeriprodukter, danskerne oftest bruger i madlavningen. Den kan bruges i helt klassiske retter som mørbradgryde, i moderne sammenkogte retter og som tilbehør til eksempelvis kager og tærter, fortæller Tove Færch, leder af Karolines Køkken gennem 22 år. Hun fortsætter:
– Du får altså to produkter på én gang, når du tager en flødefraiche i køledisken. Med andre ord er du dækket godt ind til at lave mange forskellige retter og desserter, hvis du har en flødefraiche stående i køleskabet, siger hun og forklarer, at flødefraiche i modsætning til cremefraiche kan både piskes og koges. Det betyder, at den egner sig til både varme og kolde retter, og piskes og serveres som tilbehør til for eksempel en gammeldags æblekage eller en frugtsalat.
– Danskerne er blevet mindre fedtforskrækkede og mere interesserede i at lave mad fra bunden. Og her er flødefraiche et godt produkt at have ved hånden. Den kan bruges til at give supper og gryderetter en cremet smag og konsistens, samtidig med at retten tilføres en dejlig friskhed. Og hvor mange tidligere har blandet cremefraiche med flødeskum til fx en frugttærte for at få en friskere smag, kan man nu få hele herligheden i et enkelt produkt, siger Tove Færch.