Fra torsdag og to uger frem genopliver McDonald’s legetøjet i Happy Meal æskerne med det mest ikoniske legetøj fra de seneste 40 år.
-For mange børn er McDonald’s det første sted, hvor de er med ’på restaurant’ og ’ude at spise’ for første gang. Vi håber, at det gamle legetøj kan give anledning til nogle gode snakke og gode øjeblikke i familierne. Man siger jo, at alting var bedre i gamle dage, så her er en mulighed for, at de unge forældre kan fortælle deres børn, hvad de tog med hjem, da de var børn, siger marketingdirektør i McDonald’s Danmark, Marie Hürdum.
Det er dog ikke kun forskellene på legetøjet dengang og nu man kan tale om. Også de seneste 40 års udvikling inden for ernæring. For 40 år siden bestod et Happy Meal af en burger, fritter og en sodavand. I dag sælges mange Happy Meals med mælk i stedet for sodavand, ligesom frugt eller grønt er en fast bestanddel.
En af de største danske nyskabelser i Happy Meal skete tidligere i år, da det blev muligt altid at vælge en børnebog i stedet for legetøjet. En mulighed som rigtigt mange har benyttet sig af, og som derfor fortsætter i 2020.
-Vi har delt knapt 500.000 bøger ud siden januar, så rigtig mange forældre og børn vælger faktisk bogen. Der kan være flere forskellige årsager til, nogle vil gerne stimulere deres børns læselyst, mens andre gerne vil undgå plastic. Uanset hvad, er vi glade for succesen med Happy Meal Readers. Og det er da min forhåbning, at når Happy Meal fylder 50 år, så bliver det med et udvalg af de seneste ti års mest populære bogtitler, siger Marie Hürdum.
Hun tilføjer, at den første McDonald’s restaurant i Danmark åbnede på Vesterbrogade i 1981 og der i dag er 88 restauranter i Danmark, der med 4.700 medarbejdere er landets største ungdomsarbejdsplads.