Med vækst i discountsektoren i Sverige i disse år er Netto Sverige udset som et af Dansk Supermarked Groups vækstområder. Strategien bliver bakket op af markante investeringer de kommende år, og som ny Landedirektør bliver det Anders Wennerbergs opgave at indfri ambitionerne på det svenske marked. Anders Wennerberg kommer til Netto Sverige med solid erfaring og viden om de svenske forbrugere efter to årtiers ledende positioner indenfor fødevarer og svensk detailhandel.
Senest har Anders Wennerberg fungeret som kædechef i Coop og før dette blandt andet i ICA, Biltema og Intersport. Anders Wennerbergs personlige egenskaber har ifølge Executive Vice President Michael Løve spillet en afgørende rolle i rekrutteringen.
– Anders har ry for at være en særdeles dygtig og motiverende leder, som kan samle et stærkt team og skabe gejst i en organisation. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med ham.
Selv ser Anders Wennerberg også frem til de nye udfordringer, når Netto, som netop nu tester nyt udtryk og ny indretning i udvalgte butikker, skal rulle sit nye butikskoncept ud og skrue op for åbningen af nye butikker.
– Jeg er meget spændt og ser virkelig frem til at blive en del af den rejse, Netto Sverige har tegnet op. Ambitionerne på det svenske marked er ikke til at tage fejl af. Der er lagt en meget ambitiøs vækstplan for Netto Sverige, og den glæder jeg mig til at gøre mit for at indfri og samtidig blive del af en ung og dynamisk organisation, siger Anders Wennerberg.
CV for Anders Wennerberg
•2012 – 2017: Kædechef/COO, Coop Butiker & Stormarknader AB
•2011 – 2012: Sales & Store Director, Intersport Sweden
•2009 – 2010: CEO/VDBiltema, Nordic Services
•2007 – 2008: Business Director MAXI ICA Stormarknad, ICA Sweden AB
•2005 – 2007: VD Store support, ICA Sweden AB

