Det bliver årets helt store fejring af dansk økologisk ostekultur, når Mejeriforeningen og Ost & ko inviterer til Cheese Copenhagen 2023 med særligt stort fokus på økologi og mangfoldighed. Her kan man smage på flere end 75 af kongerigets bedste, økologiske oste, lære om økologi og deltage i køkkenskole, smagning og samtale. Man kan også se frem til at smage på alle finalisterne fra Gourmetprisen 2023.

All osteveje fører til Torvehallerne, lørdag 16. september, hvor man helt gratis kan komme til festival og smage ost fra alle hjørner af den økologiske, danske osteproduktion, der netop nu befinder sig midt i en brydningstid – på tærsklen til en ny æra. Ved Cheese Copenhagen kan man opleve, lytte og smage sig til en aktuel status på dansk ostekultur og alle de nye strømninger.
Ost og mangfoldighed
Benhård hjemlig og international konkurrence og konstant skærpede forbrugerkrav bl.a. som følge af den stigende opmærksomhed på klima og biodiversitet, fordrer nytænkning hos mejerier og bønder. Resultaterne spirer lige nu frem i form af innovative oste, der kan måle sig med de bedste i verden, og modige produktserier som f.eks. terroir-drevne single-farm-produkter. Vi ser flere mejerier med kreative specialosteprogrammer og oste, der er specialdesignet til at erstatte kød i måltidet.
Hos Mejeriforeningen bemærker man med glæde de nye strømninger.
”Man mærker tydeligt forandringens vinde hen over det danske ostelandskab lige nu. I hele landet oplever vi stor optimisme og virkelyst hos mejerier og ostemagere, der leverer på et imponerende højt niveau med stort fokus på håndværk, innovation og mangfoldighed. Man skal glæde sig til at smage på mangfoldigheden af økologisk ost til Cheese Copenhagen”, siger Lars Witt Jensen, senior marketing manager hos Mejeriforeningen.