
Mange mindre mejerier smider millioner ton ostevalle ud hvert år, men en ny teknologi kan fremover omdanne vallen til alkohol.
At lave mælk om til alkohol kan lyde næsten religiøst, men det er ikke desto mindre, hvad mejerier over hele verden får mulighed for, lyder det fra en gruppe danske forskere, der har udviklet en teknologi, så mælkesukker i ostevalle kan omdannes til ethanol.
Og kvaliteten af alkoholen fejler bestemt ikke noget, lyder det fra Peter Ruhdal Jensen, professor ved DTU Fødevareinstituttet og medstifter af firmaet Alcowhey, som står bag den patenterede teknik.
– Alkoholen, der kommer ud af det, er meget ren. Teknikken er hurtig og kan bruges i lille skala, så selv små mejerier kan få glæde af det, siger han.
Alcowhey vurderer, at der på verdensplan er mere end 100 millioner ton valle, der kan bruges til noget bedre end dyrefoder og gødning.
– Det vil gavne miljøet, hvis vallen genanvendes. Desuden kan mejerierne tjene penge på at sælge ethanol i stedet for at betale for at skille sig af med vallen, pointerer investeringsmanager Louise Heiberg fra Capnova, som støtter projektet økonomisk:
– Markedet er globalt, det her kan blive stort på den lange bane. De mindre og mellemstore mejerier kan få et højværdiprodukt ud af et lavværdiprodukt.
Primært til de små mejerier
– Vi starter ud med at teste teknologien og skalerer det op på de mindre mejerier i Island og i Danmark, siger hun.
Store mejerier kan omdanne dele af vallen til eksempelvis proteinpulver og modermælkserstatning. Teknologien er derfor primært interessant for mindre mejerier, som ikke har samme mulighed.
Der er endnu ikke bygget anlæg, der kan sælges til mejerierne. Men ifølge Peter Ruhdal Jensen har flere mejerier og destillerier vist interesse.
– Vi forventer, at prisen vil være tilstrækkelig lav til, at små mejerier vil sætte dem op. Inden for et til to år kan man drikke alkoholen, hvis det går, som vi forventer.

Mejeri på Fyn udnytter vallen til ølbrygning
Da Jørgen Hoff i 2007 købte Gundestrup Mejeri på Sydfyn, var det for at lave øl på hobbyplan, men da tidligere ejer, Ullerslev Mejeri, spurgte, om han ville starte rygeostproduktionen op igen, sagde han ja, og det blev startskuddet til det nuværende bryggeri- og mejerikoncept.
Mejeriet producerer ost af cirka fem tons mælk om ugen, og der produceres efter gamle opskrifter. Derfor kan man foruden den håndlavede fynske rygeost finde særlige oste som Svendbo, Fynbo og Maribo, en rødkitshavarti og andre oste af fåre- og gedemælk.
Bryggeriet er også noget helt særligt, ganske som Jørgen Hoff er, men også noget mere hemmelighedsfuldt. Øllet brygges på valle, som er et biprodukt fra osteproduktionen.
– Valle har et højt sukkerindhold i form af laktose. Jeg har fundet en gærtype, som er i stand til at nedbryde laktosen og forvandle den til alkohol. De første testproduktioner var ikke noget at skrive hjem om, men nu har vi fået styr på det.
Læs om det kombinerede mejeri og bryggeri i magasinet Food&Drink.