Scanvaegt Systems A/S udnævner Peder Schmidt til viceadministrerende direktør under CEO Jan Elgaard.
Med mere end 30 års erfaring i Scanvaegt Systems – heraf 20 år som International Service Business Manager – har Peder Schmidt stor erfaring. Hans nye titel er ikke del af en organisationsændring – men har til formål at styrke Scanvaegts interne samarbejde og udnytte synergierne funktionerne imellem for således at kunne tilføre kunderne mere værdi.
-Jeg er glad for at kunne udnævne Peder til viceadministrerende direktør. Vi oplever en stor vækst på alle markeder og vi udvikler konstant vores organisation i forhold til både markedssituation og vores fremtidige strategi, siger Jan Elgaard, CEO i Scanvaegt Systems.
-Udnævnelsen af Peder understøtter vores overordnede mål om at skabe stærkere løsninger til vores kunder. I kraft af sit indgående kendskab til vores kunders verden er Peder en central nøglespiller i ledelsens arbejde med strategisk forretningsudvikling, nye produkttiltag og internationalisering af forretningen. Jeg ønsker Peder tillykke med udnævnelsen og ser frem til det fortsatte gode samarbejde, afslutter Jan Elgaard.
-Jeg ser frem til at arbejde sammen med vores kunder om at skabe vækst for alle. Scanvaegt har en række dedikerede brancheløsninger og IT-systemer, der sammen med vores service-koncept – ScanCare – kan bidrage til bedre konkurrenceevne og indtjening for vores kunder, siger den nyudnævnte viceadministrerende direktør i Scanvaegt Systems, Peder Schmidt.
Scanvaegt Systems A/S er leverandør af hightech koncepter til vejning, portionering, etikettering, inspektion og produktionsstyring samt sporing inden for fødevareindustrien.