Kabco Foods polske samarbejdspartner, kødvirksomheden Wolowina, leverer noget helt fantastisk oksekød. Wolowina har nemlig med en 26 måneder gammel kornfodret Simmentaler-krydsning vundet guldmedalje i konkurrencen ”World steak challenge” – en konkurrence, der handler om at producere verdens bedste steak.
Det danske firma Kabco Food, der markedsfører det polske kød i Danmark, er naturligvis meget stolte over, at netop dette kød har modtaget en guldmedalje for sin fremragende kvalitet med hensyn til blandt andet mørhed, saftighed og smag.
Blandt oksekødskendere har polsk oksekød ikke haft det bedste ry, men polakkerne er på det sidste kommet gevaldigt efter det og kan nu producere oksekød i en kvalitet, der kan tilfredsstille selv de mest kritiske kødentusiaster.
World Steak Challenge
World steak challenge er en konkurrence, hvor alle kødproducenter med interesse for gode bøffer kan ansøge om deltagelse ved at indsende oplysninger om deres produkter. Kommer kødproducenten så gennem nåleøjet, skal man indsende sine oksekødsbøffer (skåret af oksefileten) med oplysninger om oprindelse, alder på dyret, køn, race, fodring, hvilken farm og hvilket slagteri produktet kommer fra. Yderligere skal modningsprocessen beskrives mere detaljeret.
Oksekødsproducenter fra stort set hele verden deltog i bøfkonkurrencen. Der var eksempelvis deltagelse af lande som Australien, Finland, Irland, New Zealand, USA, England, Japan, Spanien, Uruguay, Argentina, Brasilien, Tyskland, Paraguay og selvfølgelig Polen.
Konkurrencen foregår ved, at hver enkelt bøf bliver stegt til perfektion og efterfølgende bedømt af kødeksperter i et professionelt dommerpanel. Bøfferne bliver bedømt på udseende, duft, smag og mørhed.
Flere oplysninger om det prisvindende polske oksekød kan fås ved henvendelse til den danske distributør, Kabco Food, på tlf. 98 24 28 09.