Olivia Thorbek Jensen fortryllede dommerne med sin dessertservering, som sikrede hende sejren i talentkonkurrencen for unge kokke – Rising Star 2024 på Gudhjem, Bornholm.
Svinkløv Badehotel, Noma og Bocuse d’Or. Deltagerne i årets Rising Star har samlet erfaring fra prominente steder, før de trådte ind i køkkenet til Sol over Gudhjems prestigefyldte talentkonkurrence for unge kokke. Olivia Thorbek Jensen fra Kathrines Støvlets Hus, André Skjødt Andersen fra Hotel Frederiksminde, Stine Hartvig Pedersen fra Restaurant Domæne og Magnus Rosendahl fra Bistro RK var de fire deltagere, der kæmpede om talentprisen. De leverede alle hovedretter og desserter på et meget højt niveau, der omfattede flere bornholmske elementer.
En fuldendt dessert
Ved dommerbordet sad en række af Danmarks mest anerkendte og prisvindende kokke: Artur Kazaritski (vinder af Sol over Gudhjem 2023), Francis Cardenau fra Cardenau, Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro og Daniel Kruse fra Det Røde Pakhus.
De fire dommere var enige om, at Olivia Thorbek Jensen leverede konkurrencens bedste dessert. Men det lå ikke i kortene, at hun skulle løbe med sejren. Efter hovedretten lå Olivia Jensen på en samlet tredje plads sammen med Stine Hartvig Pedersen, så det var de store skyts der skulle findes frem til den sidste time.
Det skulle dog vise sig, at Olivia havde brugt tiden flittigt i træningskøkkenet på sin dessert. Med en samlet score på 212 point for dessertserveringen landede Olivia på førstepladsen med årets højeste score for en enkelt ret. Og dommerne var mildest talt imponeret over serveringen:
“Olivias dessert havde det hele. Hun havde gjort utrolig meget ud af fortællingen med fine barndomsminder fra Bornholm som pandekager, chokoladecreme, honning og roser” lyder det fra Francis Cardenau “og så var retten bare fuldført. Den var varieret i tekstur og smag. Den var kold, varm, og havde både sprøde og smeltede elementer. Trés magnifique! Stines overraskede os også med hendes dessert, som gav hende andenpladsen. Hun havde lavet en utrolig flot og lækker chokolademousse, som bare var verdensklasse,” sagde dommerne således om vinderen.
Kvinder i toppen
Udover titlen som årets Rising Star, vandt Olivia Thorbek Jensen også en præmiecheck på 20.000 kr., nøglerne til en Audi Q4 e-tron i en måned og en rejse til Torino i Italien med Lavazza. Og det var en utrolig stolt og ydmyg kok, der vandt konkurrencen:
“Det er en kæmpe anerkendelse, at alt ens hårde arbejde har båret frugt, men at det var så godt, var en vanvittig oplevelse. De andre deltagere er virkelig skarpe, så jeg vidste at jeg skulle levere mit absolut bedste. At jeg går hen og vinder, er en kæmpe drøm, der bliver til virkelighed.”
Olivia står til daglig i køkkenet hos Kathrines Støvlets Hus, men allerede mandag stempler hun ind i Bocuse d’Or-køkkenet, hvor hun skal hjælpe den danske kandidat op mod EM i marts. Det er med andre ord, en inspirerende rollemodel, som den nye generation af dygtige danske kokke, kan se op til.
“Rising Star er skabt for at få flere rollemodeller ind i kokkebranchen. At det ender med to piger i toppen, er vi utrolig glade for, men kønsfordelingen er ikke vores udgangspunkt, når vi udvælger deltagere,” siger Mikkel Marschall, direktør i Sol over Gudhjem og fortsætter:
“Olivia og Stine ender ikke i toppen fordi de er kvinder. De vinder, fordi de er gode, og vi valgte dem netop, fordi de er gode. Vi har længe holdt øje med Olivia, der har gjort sig bemærket i forskellige konkurrencer og køkkener. Mens Kenneth Toft-Hansen (restauratør på Svinkløv Badehotel og tidligere vinder af Bocuse d’Or) anbefalede Stine, da jeg spurgte, om han kendte nogle unge aspirerende kokke. Vores udgangspunkt er altid at få de bedste med, som kan være rollemodeller for den næste generation.”
Sol Over Gudhjem Rising Star 2024 laves i samarbejde med TV2 Bornholm. Konkurrencen tv-transmitteres på TV2 Bornholm 3. og 4. februar og øvrige TV2 kanaler 6. februar 2024.