Den 86 år gamle og ikoniske Restaurant Færgekroen i Tivoli havde set bedre dage og blev revet ned i 2020. Men restauranten er blevet genskabt i Farum og i weekenden kunne en enorm kran hejse den nye restaurant på sin vante plads, så de besøgende igen i løbet af sommeren kan nyde klassiske danske retter helt ud til vandet.

Det var noget af et syn, da den inderste vognbane på H.C. Andersens Boulevard blev spærret af, for at en enorm kran kunne hejse 34 tonstunge elementer over hegnet og placere den nybyggede Restaurant Færgekroen. Tivolis pressechef, Torben Plank, kaldte det årets største logistik opgave i Tivoli, når restauranten skulle løftes over hegnet i et samlesæt i 34 dele.
Færgekroen er blandt en af de meste ikoniske restauranter i Tivoli og blev opført som en del af festarrangementet “Fiskerlejet” i 1934. Det var blot meningen, at Færgekroen skulle stå den ene sæson, men efter at have fungeret som spisested i 86 år, måtte Tivoli indse at den “midlertidige” restaurant simpelthen var slidt op. Færgekroen blev derfor revet ned og bliver nu erstattet med en ny visuel identisk bygning med fokus på bl.a. nutidige energi- og brandkrav.