Danske, prisbelønnede Lyras, som er i fuld gang med at udbrede sit energisparende alternativ til pasteurisering til hele verden, udstiller på Anuga FoodTec 2022; en af verdens førende messer for fødevareteknologi. På messen 26.-29. april tilbyder Lyras for første gang udenfor Danmarks grænser smagsprøver på ost, fremstillet med den ny UV-teknologi, raslysering.

Danske Lyras har udviklet en banebrydende teknologi, raslysering, der ved hjælp af UV-lys inaktiverer mikroorganismer i uigennemsigtige fødevarer som fx mælk. Teknologien sparer op til 90 procent energi og 60 procent vand i forhold til traditionel pasteurisering. På grund af den skånsomme behandling bevares samtidig fødevarens naturlige næringsindhold, struktur og smag.
Lyras har netop vundet prisen EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact og fik samme uge et trecifret millionbeløb i investeringsrunde med bl.a. Bagger-Sørensen. Teknologien er allerede solgt til virksomheder i USA, Australien og Spanien og er lige nu ved at blive installeret på danske og svenske mejerier. For nylig blev metoden valgt til sikring af et af verdens dyreste mejeriprodukter, nemlig proteinet lactoferrin, som blandt andet bruges i modermælkserstatning til spædbørn. Det var den prisvindende, australske fødevareproducent Beston Global Food Company, som i en periode har sikret sig eneret i Australien og New Zealand til den bæredygtige teknologi.
Teknologien kombinerer en UV-lyskilde med et filter, der koncentrerer en bestemt type UV-lys, som væske ledes forbi i en kontrolleret bevægelse, så alt belyses. Dette inaktiverer bakterier og sporer effektivt samtidig med, at fx mælken beholder vitaminer og smag. Metoden kan også bruges på juice, vin, øl og mange andre fødevarer og væsker. Teknikken hedder raslysering, opkaldt efter udvikleren Rasmus Mortensen.
Anuga FoodTec foregår i Køln 26. til 29. april. Her præsenteres den internationale fødevare- og drikkevareindustri for alle aspekter af fødevareproduktion: Fra procesteknologi til påfyldnings- og emballeringsteknologi til fødevaresikkerhed, fra emballagematerialer til digitalisering og intralogistik.
Lyras udstiller på Anuga FoodTec i hal 5.1 på stand B008.