Danskerne får for lidt D-vitamin, og det bliver kun værre, når anbefalingen sættes op til efteråret. Myndighederne arbejder på at få D-vitamin tilsat basisfødevarer som i Sverige. Fødevarestyrelsen er i gang med at sammensætte en handlingsplan, der skal få danskernes D-vitamin indtag op.
– Vi skal se på, om det skal anbefales at flere tager et kosttilskud med D-vitamin hver vinter. Og siden skal vi se på, om der kan laves et program for mere tilsætning af D-vitamin til basisfødevarer. Det er muligt, at obligatorisk D-vitamin-tilsætning er den eneste mulighed for at øge indtaget af D-vitamin i alle dele af befolkningen, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Else Molander.
Der findes allerede en mini-mælk fra Arla og et rugbrød fra Schulstad med tilsat D-vitamin. Men ingen af produkterne sælger særlig godt.
Fødevarestyrelsen har derfor bedt DTU regne på, hvad effekten vil være, hvis der for fremtiden bliver obligatorisk for fødevareindustrien at tilsætte D-vitamin til f.eks. brød, fedtstoffer og mælk.
Kontorchef Else Molander forklarer, at Fødevarestyrelsen skal vide, hvor meget D-vitamin, der kan tilsættes hvilke produkter – og hvilken effekt det vil give.
– Vi skeler til de gode erfaringer fra bl.a. Sverige, hvor d-vitamin er obligatorisk tilsat al mælk inkl. økologisk- og skolemælk. Men ikke alle drikker jo mælk, så vi skal også se på, hvilke andre produkter kan komme i spil, siger hun.
Problemet med D-vitamin er, at stort set alle danskerne får for lidt. Anbefalingen er, at personer mellem 2 og 60 år hver dag får 7,5 mikrogram, men det kan stort set ingen leve op til.