FoodTech 2018: Ny konference sætter fokus på fødevarekontaktmaterialer

FoodTech finder sted 13.-15. november 2018 i MCH Messecenter Herning. Foto: MCH/Tony Brøchner

Smager eller lugter kødet, mælken eller brødet lidt af metal eller gummi, når det lander hos forbrugerne?  Brancheorganisationen BITVA præsenterer på FoodTech en ny konference om fødevarekontaktmidler (FKM), som vil give alle aktører i fødevareindustrien klarhed om krav og kontrol.

Op mod 300 udstillere indenfor fødevare- og teknologiområdet står klar til at præsentere ny viden, teknologi og nye produkter i løbet af tre dage, når Nordeuropas største fagmesse for fødevareteknologi, FoodTech, finder sted 13.-15. november 2018 i MCH Messecenter Herning. Ved den seneste FoodTech i 2016 besøgte knap 9.000 gæster messens haller, og denne gang er der hele fem haller at gå på opdagelse i.

Udover at kunne opleve fødevarer med øjne, næse og smagsløg vil de besøgende også kunne berige sig med nyeste viden og skabe nye netværk. Den 5.000 kvadratmeter store koncepthal Tech City i Hal F er omdannet til et kreativt mødested for fødevareindustrien, og i år er der en helt ny konference på messens første dag. Konferencen handler om fødevarekontaktmaterialer (FKM), og selv om ordet i sig selv måske ikke lyder så interessant, så er indholdet bestemt værd at beskæftige sig med, hvis man har en holdning til de materialer i industrien, som vores fødevarer er i kontakt med, inden de lander i vores maver.

Enkelt i teorien – svært i praksis
Konferencen er programsat til tirsdag 13. november, og den foregår i ét spor om formiddagen og ét om eftermiddagen – begge præsenteret af miljøkemiker Charlotte Legind fra Fødevarestyrelsen. Bag konferencen står BITVA, som er brancheforening for industriel teknik, værktøj og automation.

– De fleste af medlemmerne i BITVA er leverandører til fødevareindustrien, enten til producenter af produktionsudstyr eller direkte til fødevarevirksomhederne, f.eks. i forbindelse med vedligehold af produktionsudstyr. Fødevareproducenterne kender godt til FKM-reglerne, men det er ikke alle underleverandører til branchen, som er bekendt hermed. Derfor er det en rigtig god idé at deltage i et af de to seminarer tirsdag den 13. november, fortæller Lars Ejnar Jensen, bestyrelsesmedlem i BITVA.

Det overordnede formål med FKM-reglerne er at sikre fødevarerne mod afsmitning af smag, lugt og stoffer i sundhedsskadelige mængder fra det udstyr og den emballage, som de kommer i kontakt med, og selvom det kan lyde ganske enkelt, er det i praksis mere komplekst:

– Alle, der producerer, indfører eller engrosforhandler materialer til brug i forbindelse med fødevarer, skal registreres hos Fødevarestyrelsen og sørge for, at det de sælger videre ikke giver anledning til skadelig overførelse af kemiske stoffer til maden. Men reglerne kan være svære for virksomhederne at forstå, fordi der både er overordnede og specifikke krav, som kræver, at virksomheden selv laver konkrete vurderinger af deres udstyr. Det kan gøre det svært at lave en samlet dokumentation, siger Charlotte Legind, som lægger op til at modtage spørgsmål fra deltagerne på konferencen.

– Jeg forventer, at der kommer lavpraktiske og konkrete spørgsmål til reglerne. Mange af dem endda, og det vil jeg gerne afsætte tid til.

Hvor formiddagen er afsat til at give et overblik over FKM-reglerne i Danmark og EU med fokus på den dokumentation, der skal ledsage materialet i alle handelsled, vil eftermiddagens program omhandle Fødevarestyrelsens tilsyn med fødevarevirksomheder såvel som producenter og importører af FKM.