DR-programmet Kontant offentliggjorde onsdag en ny undersøgelse af fiskefars hos i alt 15 forhandlere rundt omkring i landet. det viste bl.a. fiskefars med over 100 gange så mange bakterier som tilladt. I en prøve var der en milliard bakterier per gram, og således ramte man loftet for, hvor mange bakterier, der overhovedet kan være i en fiskefars.
Jørgen Leisner, lektor i veterinær sygdomsbiologi på Københavns Universitet, sagde i programmet, at produktet sandsynligvis allerede været fordærvet, før det blev lavet til fars. I Kontants lille stikprøveundersøgelse dumpede fire ud af de 15, altså godt en tredjedel af fiskefarserne. Samtlige prøver er indsamlet, lagt på køl og afleveret til et godkendt laboratorium samme dag, som de er købt. Men flere af prøverne indeholdt langt over det anbefalede maksimum på 10 millioner bakterier.
Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder ved Forbrugerrådet, mener, der skal skrappere regler til og mere kontrol af, at de bliver overholdt.
I dag har butikkerne selv ansvaret for at vurdere, om farsen er frisk. Tidligere gjaldt en 24-timers-regel, som betød, at fiskefars skulle sælges inden for 24 timer, men i 2010 ophævede Fødevarestyrelsen den regel. Forbrugerrådet var imod ophævelsen, og det samme var De Samvirkende Købmænd (DSK).
Fødevarestyrelsen har ingen umiddelbare planer om at indføre 24 timers reglen igen, og opfordrer både farsproducenter og butikker til at tage ansvaret på sig.