FødevareBanken hentede 1,5 tons overskudsvarer efter Madscenen
Den 9. september 2026 samlede ’Dagrofa Foodservice’ mere end 160 udstillere og 1.800 madprofessionelle til inspirationsmessen Madscenen – for professionelle i TAP1 i København.
Som en del af arrangementet havde udstillerne mulighed for at donere overskydende fødevarer til FødevareBanken.
Organisationen er eksperter i at indsamle overskudsmad og distribuere råvarerne videre til sociale organisationer, som laver måltider til mennesker på bl.a. herberger, varmestuer og krisecentre.
På dette års udgave af ’Madscenen – for professionelle’ afhentede FødevareBanken i alt 1.519 kilo fødevarer, der i skrivende stund er ved at blive fordel til organisationens modtagere på Sjælland og Lolland-Falster.
Blandt de største donationer var 250 kg. frisk frugt, 70 kg. focaccia med tomat og oregano og plantebaserede drikkevarer.
Steffen Søndergaard, driftsassistent i Fødevarebanken, var selv med til indsamlingen i TAP1, og han er begejstret for resultatet:
“Tusind tak for de mange fine varer, som blev doneret efter ’Madscenen – for professionelle’. Vores modtagere blev meget glade for de friske råvarer, som vi kunne tage med videre på vores ruter i de efterfølgende dage. Det var en stor fornøjelse at kunne dele så mange forskellige produkter ud.”
Han fortsætter:
”Der var desuden rigtig gode adgangsforhold, hvilket gjorde afhentningen nem og effektiv. Den slags donationer gør en stor forskel og er med til at give vores modtagere adgang til friske og varierede råvarer, som ellers kan være svære at få fat i.”
Donationen overskudsvarer til FødevareBanken er en del af Dagrofas bæredygtighedsprogram ’Grobund for mere’, hvor mindre madspild er et centralt fokusområde.
Marie Serup Weisel, bæredygtighedsansvarlig i Dagrofa Foodservice, sætter disse ord på samarbejdet:
“Vi er meget glade for, at så mange udstillere valgte at donere deres overskudsvarer efter messen. Når gode råvarer kan bruges til at skabe måltider hos mennesker, der har brug for dem, giver det mening at gøre en ekstra indsats for at få dem videre.”

Donationen fra ’Madscenen – for professionelle’ svarer – ifølge FødevareBanken – til ca. 3.800 måltider.
Fakta om Dagrofa Foodservice:
- Dagrofa Foodservice er en ledende totalleverandør til foodservicesektoren i Danmark og en del af Dagrofa-koncernen.
- ’Grobund for mere’ er navnet på Dagrofas bæredygtighedsprogram, der blev lanceret i starten af 2026.
- Dagrofa Foodservice står stærkt i markedet inden for kantiner og hoteller, og vi leverer til mange forskellige kundesegmenter – fra den lokale café til Michelin-restauranter.
- Dagrofa Foodservice har 30 Cash & Carry-butikker over hele landet og specialisterne HKI Ost, Grambogård, Grøn Fokus/CHI Foodsupply og Prima Frugt. Aarstiderne er i løbet af foråret 2026 også flyttet ind hos os.
- Mere end 1.800 repræsentanter fra professionelle køkkener og fødevarebranchen i deltog i 2026-udgaven af ’Madscenen – for professionelle’.
- Læs mere på DGFS.dk





