I en ny undersøgelse af Kantar Gallup for Stop Spild Af Mad i forbindelse med bevægelsens 10 års jubilæum indtager supermarkeder, der sælger datovarer til nedsatte priser førstepladsen over de seneste 10 års tiltag, der hjælper danskerne mest til at mindske deres madspild.
Det kan det mangeårige medlem af Stop Spild Af Mad bevægelsen Gertrud Christensen nikke genkendende til. Hun er uddannet cand. mag. i litteratur og kommunikation og bor alene sammen med sin 14-årige søn David. Da Gertrud blev færdiguddannet, var der desværre ingen jobs at få.
– I perioder måtte min søn og jeg leve for i alt 80 kroner om dagen. Men heldigvis var mange supermarkeder med inspiration fra Stop Spild Af Mad bevægelsen begyndt at introducere datovarer til nedsatte priser. Kød, fisk, pålæg, brød, grøntsager, frugt og bær samt økologiske varer til billige penge var med til at opretholde sund og varieret kost for min søn og mig. Og det blev til faste sunde kostvaner. Tiltag med datovarer til nedsatte priser hjælper både på at mindske madspild hos supermarkeder, samt hjælper danskerne med stramme madbudgetter. Det er i en ægte win-win.
På spørgsmålet om hvem, danskerne mener, har gjort mest for kampen mod madspild herhjemme, svarer danskerne i den nye undersøgelse, at de frivillige organisationer og foreninger (27%) og supermarkedskæderne (21%) har gjort den største indsats i for kampen mod madspild i Danmark.
REMA 1000, som siden 2008 har samarbejdet med bevægelsen Stop Spild Af Mad og bl.a. har afskaffet mængderabatter for at mindske madspild, bliver nævnt som det supermarked der gør mest for kampen mod madspild i Danmark (30%), Netto er nummer 2 med 9%, dernæst kommer SuperBrugsen med 4%, Kvickly med 3%, Føtex og Fakta med 2%.
– Den nye undersøgelse peger på at detailkæderne fortsat har en opgave med at blive bedre til at kommunikere deres forskellige tiltag mod madspild, siger Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad.
– Vi er i tæt dialog og samarbejde med flere detailkæder, og jeg ved personligt, at mange gør et godt stykke arbejde for at reducere og mindske madspild, selvom at alle kan blive endnu bedre. Derfor skal de mange gode tiltag synliggøres overfor deres kunder, Også fordi det udgør et konkurrenceparameter, mener Selina Juul.
Madspild er en konkurrenceparameter
Hun påpeger, at næsten ingen for 10 år talte om madspild. I dag er madspild blevet konkurrenceparameter blandt supermarkeder og i industrien, og der er omfattende fokus på madspild i hele værdikæden fra jord til bord.
Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, som den 31. juli 2008 blev stiftet at Selina Juul har vokset sig til en omfattende folkebevægelse, som samarbejder med EU, FN og samtlige danske regeringer.
Der er gennemført over 200 nationale og internationale projekter og aktiviteter mod madspild, bl.a. med deltagelse af H.K.H. Prinsesse Marie. Siden 2010 har Stop Spild Af Mad’s mange frivillige og samarbejdspartnere reddet og videreformidlet over 319 tons god gratis overskudsmad til hjemløse og socialt udsatte danskere.
Selina Juul blev for 10 år siden inspireret til at starte bevægelsen af bl.a. daværende tal om madspild fra Landbrug & Fødevarer. De nyeste tal på madspild viser en god fremgang: de nyeste tal fra Miljøstyrelsen viser at danskere, som bor i etageejendomme, har reduceret deres madspild med hele 24% per person på seks år. Samlet har danske husholdninger reduceret madspildet med 14.000 tons på seks år.
Næsten uvirkelig succes
– Det er helt uvirkeligt at Stop Spild Af Mad endte med at skabe en så omfattende national og international bevægelse, siger Selina Juul.
– Jeg er dybt taknemmelig for alle vores mange frivillige, støtter, samarbejdspartnere, politikere og mange andre, som er med til at gøre Stop Spild Af Mad til en succes. Men selvom vi har opnået meget, er vi bestemt ikke i mål endnu. Der genereres fortsat et gigantisk madspild – og vi stopper ikke foreløbig.
Madspild er også i fokus i Regeringens Handlingsplan for FN’s globale Bæregygtighedsmål, hvori der nævnes, at Danmark generelt har et velfungerende affaldshåndteringssystem og indtager en førerposition inden for bekæmpelse af madspild.
For sit arbejde mod madspild fik Selina Juul bl.a. i 2013 Nordisk Råds Natur- og miljøpris, blev af Berlingske i 2014 kåret som Årets Dansker, blev udnævnt af tænketanken Friends of Europe til Europe til European Young Leader 2018 og blev for nyligt af World Economic Forum nomineret til Young Global Leader 2019.
På Folkemødet i år fik hun De Samvirkende Købmænds pris “Stræberen”. Selina Juul er medlem af bl.a. Europa-Kommissionens vidensplatform om madspild, EU Platform on Food Losses and Food Waste og er blandt de globale Champions 12.3, som er internationale ambassadører af FN’s Bæredygtighedsmål 12.3. I september taler Selina Juul i New York på et arrangement om madspild i forbindelse med FN’s Generalforsamling.
Personfoto
Tiltag med datovarer til nedsatte priser hjælper både på at mindske madspild hos supermarkeder, samt hjælper danskerne med stramme madbudgetter. Det er i en ægte win-win, mener Gertrud Christensen. (Foto: Heidi Lundsgaard).
Tegning:
Datovarer til nedsatte priser, indtager førstepladsen over de seneste 10 års tiltag mod madspild.