SU’VI:T stormer frem i tæt samarbejde med Nemco

Hakkebøffer, flæskestegsburgere og confiterede andelår fremstillet med sous vide teknikken har vist sig at være en spændende forretning for fødevarevirksomheden SU’VI:T.

Michael Vestergaard, der er managing manager og var med til at etablere SU’VI:T, fortæller om de indledende manøvrer, hvor firmaet gik i gang med produktion af hakkebøffer med brug af sous vide teknikken.

– Vi vidste præcis, hvordan bøfferne skulle være. Vi ville have fibrene til at ligge vertikalt, så bøfferne kunne få en mere løs konsistens, og vi kunne undgå, at bøfferne blev ovale under tilberedningen. Jeg kendte René Dammand fra Nemco i forvejen og kontaktede ham, og via Nemco fik vi installeret VEMAG-udstyr, der former bøfferne og giver dem den unikke konsistens, som vi ville have. Løsningen indeholder også en brusksorterer, så generende brusk og sener bliver fjernet, siger Michael Vestergaard.

Tilberedning under vakuum

Sous vide teknikken stammer fra Frankrig. Sous vide betyder ”under tomhed”, og teknikken går ud på, at maden tilberedes under vakuum ved den præcise lave temperatur, som man ønsker, at kernen i råvaren skal have. Det betyder, at smagen og kraften bliver i varen.

SU’VI:T fremstiller hakkebøffer, frikadeller, flæskestegsburgere, vegetarburgere, relish samt confiterede andelår og kyllingelår. Pakningen af produkterne foregår på Sealpac-maskiner fra Nemco. Og der bliver sendt mange pakninger af sted fra Nyborg-virksomheden. SU’VI:T producerer hakkebøffer i tusindvis hver dag.

– Vi har den holdning, at hvis en kunde har et ønske til os, så smider vi alt, hvad vi har i hænderne for at imødekomme det. Den samme tilgang oplever vi hos Nemco. Vi tager altid fat i Nemco, når vi møder et nyt krav fra en kunde. Nemco er også med, når vi taler produktudvikling med vores råvareleverandører. Nemco har i det hele taget været en utrolig stor hjælp. Uden Nemco havde vi skullet bruge langt flere ressourcer på indkøb og udvikling. Og vi får serviceret alle vores maskiner af Nemco. De har dygtige medarbejdere, som gør alt, hvad der står i deres magt for at få problemerne løst. Så vi har ikke behov for at gå andre steder hen, siger Michael Vestergaard.

Ifølge Michael Vestergaard er samarbejdet mellem SU’VI:T og Nemco tillidsfuld og tæt, meget tæt endda. Der er en stor gensidig loyalitet de to firmaer imellem på de to sammenhængende områder maskiner og emballage.

Opfylder klimamål

SU’VI:T’s kunder findes i convenience-sektoren og tæller de største aktører i branchen.

– Det er kunder, der stiller store krav til kvalitet, logistik og kontrol. Det seneste år er bæredygtighed også for alvor kommet til. Vi er fx blevet godkendt af en af vores kunder som leverandør ud fra FN’s klimamål.

Michael Vestergaard forventer, at væksten fortsætter i 2020. SU’VI:T går fra toholdsskift til treholdsskift, og firmaet etablerer showroom for kunder og samarbejdspartnere.

– Sous vide teknikken har været undervejs i Danmark i nogle år. Nu er den tydeligvis kommet for at blive. Så vi forventer at kunne udbygge vores markedslederrolle, slutter Michael Vestergaard.