Ny kogebog skal inspirere landets kokke til de veganske kuverter

Bogen er skrevet af Marlene B. Lindegaard, der er uddannet kok/gastronom og konceptchef hos Dagrofa Foodservice med ansvar for storkøkkener.

Hun springer ud som forfatter af to grunde:

– For det første har jeg været i tæt dialog mange kokke i f.eks. kantiner, cateringvirksomheder og restauranter, som giver udtryk for, at det kan være pisse irriterende, hvis der pludselig er en eller flere veganere blandt gæsterne. Derfor vil jeg gerne dele ud af mine tips og tricks til at skabe et lækkert vegansk måltid. For det andet vil jeg også personligt gerne bidrage til at fjerne det stigma, der er forbundet med veganske retter. Det er nemlig min klare erfaring, at det veganske måltid kan være enormt lækkert og indeholde masser af smag.

Marlene B. Lindegaard er selv kødspisende kok, og det kan faktisk være en stor fordel, når det gælder om at lave velsmagende plantebaserede måltider:

– Mange kødspisende kokke er gode til at skabe stor smag, og vi og vores gæster er vant til meget umami i vores madlavning. Det er force, vi har, da vores smagspalette har vænnet sig til umamien – og den palette og vores køkkentekniske egenskaber skal vi tage med over i det plantebaserede køkken. Og det er med det udgangspunkt, at mange af opskrifterne i bogen er blevet udviklet.

Blandt de mange opskrifter i bogen findes bl.a. ’Polentabøffen og alle dens venner’, ’Grillet græskar med shawarmachili’ og ’Sellericarpacio med sprød boghvede, vild brøndkarse og frisk trøffel’.

”Har I noget vegansk” kan downloades som e-bog på vores hjemmeside via dette link.

Fakta – Marlene B. Lindegaard:

  • Konceptchef i DGFS siden april 2022 med ansvar for storkøkkener
  • Uddannet gastronom/kok fra Hotel- og Restaurantskolen
  • Hun har tidligere været bl.a. gastronomisk rådgiver hos Meyers Madhus, køkkenchef for det vegetariske spisehus Globalhagen Kitchen og driftschef, køkkenchef og personaleansvarlig for Toramad-skolekantiner