
Vegansk certificering imødekommer stigende efterspørgsel
Kastbergs Is har taget et stort skridt i deres bæredygtige rejse ved at få certificeret flere af deres sorbeter og en mango-softice som veganske. Disse produkter bærer nu det anerkendte V-Label, der bekræfter deres 100 % plantebaserede status. Certificeringen understreger virksomhedens engagement i kvalitet, ansvarlighed og bæredygtighed og imødekommer den voksende efterspørgsel efter plantebaserede produkter i Danmark.
De seneste år har interessen for veganske og plantebaserede alternativer været stærkt stigende blandt danske forbrugere. Rapporter fra branchen peger på øget salg af plantebaserede fødevarer, herunder mælk, kød og ost. Denne udvikling afspejler forbrugernes stigende bevidsthed om bæredygtighed, sundhed og etiske valg. Joachim Kastberg, ejer af Kastbergs Is, mærker også denne tendens:
– Vi oplever, at flere kunder spørger, om vores produkter er veganske. Det glæder os nu at kunne imødekomme denne efterspørgsel. Vores sorbeter har faktisk hele tiden været veganske, men nu er de også officielt certificerede, siger han.
Certificering skaber gennemsigtighed og tillid
Den internationale V-Label-certificering, der administreres af Dansk Vegetarisk Forening, sikrer forbrugerne gennemsigtighed og gør det nemt at vælge plantebaserede produkter. Certificeringen indebærer strenge krav til både ingredienser og produktionsmetoder. Hos Kastbergs Is har processen krævet en nøje gennemgang af hver enkelt ingrediens for at sikre, at de lever op til certificeringens krav. Sorbeterne består naturligt af frugtpuréer, vand, sukker og stabilisator, hvilket gør dem veganske.
Claire Demontreuil, mærkningsansvarlig for V-Label i Danmark, forklarer betydningen af certificeringen:
– Hos Dansk Vegetarisk Forening har vi certificeret 13 af Kastbergs Is’ varianter med det internationale V-Label – verdens førende mærke for veganske og vegetariske produkter. Certificeringen kan bidrage til, at de grønne forbrugere kan tage oplyste valg på grund af den øgede gennemsigtighed og sikkerhed, siger Claire Demontreuil.
For Joachim Kastberg handler certificeringen også om at signalere kvalitet og tillid:
-I virkeligheden har vi ikke ændret på hverken råvarer eller opskrifter for at opnå certificeringen. Det er efterspørgslen fra markedet, der har opfordret os til at gøre det tydeligt, at vores sorbeter er veganske, forklarer han.

Forhandlerne mærker interessen
Også blandt landets forhandlere mærkes den stigende interesse for veganske alternativer. Hos Nana’s Is- og Kaffebar i Skagen oplever indehaver Nana Starbæk Nielsen en klar tendens:
– Vi ser flere og flere kunder, der spørger efter veganske isvarianter, og det er mit indtryk, at mange er blevet mere bevidste om netop at tænke i de baner. Jeg tror, det handler om, at et stigende antal mennesker vælger flexitar-vejen og gerne vil have flere plantebaserede alternativer. Jeg har af denne grund udvidet mit sortiment af veganske isvarianter, hvilket har skabt meget glæde og fornøjelse blandt mine gæster, siger Nana Starbæk Nielsen
Flere ishuse, der forhandler Kastbergs Is, melder om lignende oplevelser, hvilket antyder, at interessen for veganske isvarianter kan være en landsdækkende tendens.
Bæredygtighed som kerneværdi
At få certificeret sine veganske produkter er for Kastbergs Is ikke kun et svar på markedets efterspørgsel. Det er også et vigtigt led i virksomhedens arbejde med at reducere klimaaftrykket. Produktionen af plantebaserede fødevarer har generelt et lavere miljømæssigt aftryk end mejeriprodukter, og det midtjyske ismejeri prioriterer derfor dette i sin fremtidige udvikling:
– Vi arbejder løbende på at gøre vores produktion mere bæredygtig. Dette er et skridt i den retning, og vi har stadig ambitioner om at tage flere skridt. Vi tror på, at små tiltag kan have stor betydning over tid, siger Joachim Kastberg.
Foruden bæredygtigheden prioriterer Kastbergs Is brugen af lokale råvarer, når det er muligt. Kortere transportafstande reducerer miljøbelastningen, og derfor foretrækker virksomheden råvarer som jordbær fra Samsø og stikkelsbær fra Kolding. De veganske sorbeter fra Kastbergs Is er tilgængelige hos førende fødevaregrossister og markerer et væsentligt skridt i virksomhedens bæredygtige rejse.