Klasse restaurant i første klitrække

Flot reception hos Café Stranden

Café Stranden ved Henne Strand har skabt en succes forretning på gode råvarer, en stærk kultur og vestjysk ordentlighed.

Café Stranden ved Henne Strand i Vestjylland ligger i første klitrække med en storslået udsigt til Vesterhavet. Her driver Jeppe Hjulstad caféen, som han har overtaget, efter Hans Beck Thomsen lod sig pensionere i 2019.

Jeppe Hjulstad er kokkeuddannet fra Hjerting Badehotel og tjener-uddannet fra Henne Kirkeby Kro. Han har været på Café Stranden siden 2010, i de første 10 år sammen med Hans Beck Thomsen og siden 2019 som selvstændig restauratør.

Foretrækker samarbejde med lokale leverandører
Hos Café Stranden har man klare holdninger til de råvarerne, man anvender i køkkenet. De skal være fremstillet ordentligt og må gerne have lokal oprindelse. Samarbejdet med Kastbergs Gourmet Is er et perfekt eksempel på det. 

For hos Kastbergs Gourmet Is, er det frem for alt vigtigt at smagen og konsistensen er i top, det lykkes kun med gode råvarer. Ligeledes har Kastbergs en klar holdning om, at handle lokale råvarer og ingredienser når det er muligt. Det findes der mange gode eksempler på, som mælk fra Them Andelsmejeri, jordbær og rabarber fra Samsø og solbær fra Kjellerup.

Holdningerne til råvarerne deles således mellem Kastbergs og Café Stranden og forholdet har udviklet sig fra et kunde leverandør forhold til et reelt partnerskab. Det betyder, at der er en konstruktiv dialog der går begge veje. Det kommer til udtryk, når Kastbergs eksperimenterer med nye opskrifter. Her er Jeppe altid flink til at give sin holdning til kende, såvel som at Kastbergs kan foretage specialproduktioner til Café Stranden. Senest lavede Kastbergs vaniljeyoghurt-is til Café Stranden, som anvendte den til en dessert i efteråret 2022.

Billede af Café Stranden ejer Jeppe Hjulstad
Café Stranden ejer Jeppe Hjulstad

Ukompliceret brasserie
Jeppe Hjulstad er vild med det enkle, ukomplicerede og uformelle. Det kommer til udtryk i Café Strandens fortolkning af det franske brasserie, hvor man ligeledes har taget hensyn til publikum og beliggenhed, således at både gæst og restaurant tilgodeses.

I køkkenet laver man god mad med inspiration fra det franske køkken, hvor netop de gode råvarer kommer den serverede mad til gode. Maden bestilles lidt uvant i baren, hvor den også betales, således afgiver man ikke bestilling ved bordet. Ligeledes kan man ikke foretage en bordreservation, man skal blot møde op, hvorefter det hjælpsomme personale altid finder et bord. Disse justeringer er lavet fordi at restauranten netop har mange gæster gennem hele dagen.

Fra bordet kan gæsterne så læne sig tilbage og nyde panoramaudsigten med det evigt foranderlige Vesterhav som kulisse, således også et dejligt lysindfald, som står i kontrast til de mørke møbler. Foruden den storslåede udsigt springer det i øjnene, at rummet er udsmykket med kunst af nøgne mennesker som motiv. Dette har været genstand for debat og har bl.a. været skrevet om i Amerikanske medier. Selv mener man, at det bidrager til den afslappede stemning i et ferieområde.

Tavlen – kilden til reducering af madspild
Det er velkendt, at kokke ofte skifter job for at søge inspiration og for at dygtiggøre sig. Jeppe Hjulstad er taknemmelig for at have arbejdet med dygtige fagpersoner, som har været rundhåndet med at dele ud af deres tilgang til råvarer, kogekunst og flere andre væsentlige kundskaber, som man bør besidde som restauratør.

En vigtig egenskab er at reducere madspild, ikke kun fordi det er en god forretning, men også fordi man har respekt for råvaren, og man ikke vil smide gode varer ud. Til dette formål hænger der på væggen hos Café Stranden en kridttavle højt og centralt. På denne tavle noteres dagens ret og gerne flere af dem. Disse retter består i høj grad af råvarer fra de foregående dage, og man bruger derfor disse råvarer i forsøget på at reducere sit madspild mest muligt. Jeppe har lært af sine læremestre at have respekt for råvaren, og at penge ligger i hjørnerne.

Mange af Café Strandens gæster kender udmærket godt tavlen og bestiller ofte fra den for at få noget ekstraordinært. Kokken får lavet noget lækkert, køkkenet får brugt sine rester, og gæsterne er glade. 

En stærk kultur hjælper med at tiltrække personale
Som mange andre restauranter er en af de største udfordringer at skaffe kvalificeret personale, særligt kokke og tjenere. Dette problem bliver kun større, når man man ligger i en ferieby i Vestjylland som Henne Strand. Herfor har Café Stranden flere instrumenter i værktøjskassen for at sikre personale, så restauranten kan holde sig kørende.

Først og fremmest prioriterer man at skabe et godt arbejdsmiljø, hvor alle respekteres, og fællesskabet er i højsædet. Hovedparten af virksomhedens ca. 40 ansatte er deltidsmedarbejdere og er lokale, som kommer igen år efter år. Flere, der bor og studerer i Aarhus, prioriterer at komme til Henne og arbejde gennem sommeren og nyde atmosfæren og fællesskabet.

Hertil arbejder man med sin menu, som naturligvis er dynamisk, men også tilpasset antallet af kokke, der er tilgængelige. 

Så med gode personalekultur i mente siger Kastbergs tak til Café Stranden for at ville dele sin historie med os.