Den veganske messe VeggieWorld med omkring 80 udstillere finder sted i Kødbyen i København for første gang 2.-3. november i Øksnehallen i forlængelse af World Vegan Day, som fejres 1. november over hele verden. Messen, der kendes fra mange andre lande, kommer til Danmark i et samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening.
– Vi er meget glade for at kunne byde VeggieWorld velkommen til Danmark og dermed give både erhvervslivet og borgerne en mulighed for at opleve et slaraffenland af nye produkter inden for disse års og fremtidens vigtigste vækstområde inden for fødevarer, siger Mie Nordly, erhvervschef i Dansk Vegetarisk Forening, der arbejder tæt sammen med det tyske firma Wellfairs, som afholder VeggieWorld verden over. VeggieWorld Copenhagen bliver første gang messen afholdes i Skandinavien.
Messen finder sted i Øksnehallen på Halmtorvet i København. Bygningen er pudsigt nok en del af den Brune Kødby og var oprindeligt et opstaldningssted for kvæg inden slagtning.
Mie Nordly understreger, at VeggieWorld er en messe for alle.
– Veganere og vegetarer skal nok glæde sig, men målgruppen er alle, der søger inspiration til at leve grønnere, så fleksitarer og andre, der regelmæssigt spiser kød, er mere end velkomne.
Hun forventer, at den danske messe vil samle 80 udstillere, hvor der kan uddeles smagsprøver og sælges produkter. Ud over udstillerne kan de besøgende forvente et rigt, varieret og informativt sceneprogram. Sceneprogrammet består af foredrag, madlavningsshows og debatter og er gratis for alle besøgende.
VeggieWorld byder også velkommen til restauratører, detailhandlere og grossister med flere, som kan få rig mulighed for at se, hvad der bevæger sig inden for den plantebaserede verden.
Se mere om muligheden for stande osv. på http://www.veggieworld.dk.