De senere års restrukturering og fokusering på kerneforretningen begynder at løfte indtjeningen i System Frugt. Kapitalgrundlaget er styrket, og bestyrelsen er udvidet.
I forbindelse med omlægningen af regnskabsåret til kalenderåret har System Frugt netop offentliggjort regnskabet for 1. oktober til 31. december 2018. Regnskabet for de 3 måneder viser en stabil omsætning på 171 mio. kr. og en stærkt forbedret indtjening med et primært driftsresultat på 6 mio. kr. og et nettoresultat på 2 mio. kr. Til sammenligning viste 12-måneders regnskabet for 2017/18 et driftsunderskud på -6 mio. kr. og et nettoresultat på -36 mio. kr. efter omkostninger på 12 mio. kr. til nedlukning af aktiviteter.
Fremgangen i indtjeningen ventes at fortsætte i 2019, drevet af et højere nordisk salg i kerneforretningen med tørret frugt, bær, nødder, bælgfrugter og kerner under varemærket Earth Control®. Salget af friskvarer ventes modsat at falde, fordi System Frugt fortsætter med at fokusere porteføljen på udvalgte produkter, især chili, ingefær og gurkemeje. Samlet venter virksomheden i 2019 en omsætning lidt under 2017/18 (488 mio. kr.), en markant forbedret driftsindtjening og et break-even resultat på bundlinjen.
– Vi begynder at se resultaterne af, at vi har trimmet og fokuseret virksomheden, ligesom vores varemærke Earth Control® og vores private label-produkter får en stadig stærkere placering i dagligvarehandelen i Norden. Vi har lagt de store ændringer bag os. Nu gælder det om at eksekvere på strategien og løbende optimere drift, indkøb, produktudvikling og salg, så vi styrker lønsomheden yderligere, siger adm. direktør Flemming Ib Windfeld.
Vegansk produktserie med 4 måltider
System Frugt har netop lanceret sin første veganske produktserie Earth Control® Green Cooking med 4 måltider – falafler, veggie bøffer, bulgur mix og linse mix – baseret på naturlig plantefars og bælgfrugter. Serien er tilgængelig i Føtex, Bilka, Kvickly, Super Brugsen, Irma og udvalgte Fakta-butikker. Produkterne vil ligeledes blive tilgængelige i Dagrofas MENU-butikker.
– Når vi allerede leverer de naturlige toppings til danskernes salater, morgenmad og hurtige snacks, så er det helt naturligt, at vi også leverer de nødvendige fibre og proteiner til måltiderne. Vores ambition er at nå meget bredere ud end de 3-4% af danskerne, som er vegetarer eller veganere – serien er et tilbud til alle, der ind imellem ønsker et sundt, kødfrit og smagsrigt måltid. Vi vil gerne være en del af danskernes grønne måltid, og derfor kommer der i 2019 yderligere innovation under Earth Control® varemærket baseret på vores eksisterende produktplatforme, siger Commercial Director Kim Juhl Sørensen.
Styrket kapitalgrundlag og udvidet bestyrelse
Ejerkredsen – den århusianske forretningsmand og restauratør Jørgen Danielsen og investeringsselskabet BWB Partners – har for nylig tilført System Frugt 34 mio. kr. i ny egenkapital, så egenkapitalen ultimo 2018 beløb sig til 138 mio. kr. med en soliditet på 49%. Ejerne har også indvalgt 2 nye medlemmer i bestyrelsen:
Ny bestyrelsesformand er Michael Zøhner-Pedersen, der er formand og bestyrelsesmedlem i en række familieejede og private equity-ejede virksomheder. Han har flere års erfaring fra ledelsen af globale virksomheder som LEGO, Danfoss, Arla og Uhrenholt, hvor han især har fokuseret på forretningsudvikling, forandringsprocesser, driftsoptimeringer, fusioner og opkøb. Michael Zøhner-Pedersen afløser Tim
Ørting Jørgensen som formand. Nyvalgt er også Tino Bendix, som i dag er adm. direktør for veterinærvirksomheden Jørgen KRUUSE A/S og har en bred baggrund i fødevarebranchen.