Den fynske emballagevirksomhed Stok Emballage K/S har købt Randers-virksomheden CT Pack Aps. Købet er en er en udvidelse af forretningen, som positionerer Stok Emballage endnu stærkere på markedet for emballage. CT Pack er med base i Randers og kunder i hele landet specialister i at levere fødevareemballage til storkøkkener, kantiner, take-away samt mindre fødevarevirksomheder, hvortil der også tilbydes rengøringsløsninger via eget serviceteam.
– Vi glæder os over købet af CT Pack, der med sit sortiment til catering og fødevareindustrien er et stærkt supplement til den eksisterende forretning. Med de hidtidige investeringer i bl.a. en BRC certificering er dette opkøb endnu en styrkelse af vores position som foretrukken leverandør af fødevaregodkendte emballager, siger Martin Frederiksen, administrerende direktør for Stok Emballage.
– Med udgangspunkt i en god landsdækkende kundebase har vi ledt efter en stærk vækst-partner til at løfte os til det næste niveau og det har vi fundet i Stok Emballage. Som en del af Stok Emballage familien kan vi drage nytte af en fremragende logistisk og administrativ platform og dermed få mere tid til at udvikle og servicere vore kunder, siger Bo Helsing, administrerende direktør for CT Pack Aps.