Mange små og mellemstore fødevareproducenter har i sidste øjeblik fundet en løsning, så de fortsat kan få bragt deres varer ud til kundernes postkasser og dørtrin, oplyser DR Nyheder. Som tidligere omtalt på Fødevarefokus var de mange fødevareproducenter var i krise, fordi Post Nord med kort varsel ville stoppe med at bringe fødevarer ud allerede fra den 1. juli.
Danske Fragtmænd Ekspres og Jet Pack er på banen allerede 1 juli og senere kommer Dao Coolrunner og med på listen af mulige transportører af fødevarer. En håndfuld små og mellemstore fragtmænd skal ifølge DR Nyheder på banen senere hen.
Med hensyn til Danske Fragtmænd Ekspres og Jet Pack er producenterne helt trygge:
– Vi ved, at begge firmaer kan løse opgaven, siger Thomas Nielsen, der er direktør i Jelling Naturkød, og som har stået i spidsen for at finde en ny distributionsløsning for de små og mellemstore fødevareproducenter.
Udfordringen har været at stykke en løsning sammen, så kunder i hele Danmark kan få fødevarer bragt til døren. Det gælder både de kunder, der har et fast abonnement på for eksempel en ugentligt grøntsags- eller fiskekasse, og de kunder, der bare en enkelt gang i mellem vil købe eksempelvis luksusbøffer eller en halv gris til fryseren.
– Vi har logistikløsninger, som gør, at vi ad den ene eller anden vej kan løse alles problem, men slutbrugerne vil mærke nogle ændringer, fordi vi ikke kan matche PostNord 100 procent, forklarer Thomas Nielsen.
Varerne kan komme på andre dage og tidspunkter, end kunderne er vant til. Så hvis en kunde er vant til at få sin varer hver mandag kl. 8.00, så kan det være, at han efter 1. juli får varerne hver tirsdag og i et tidsrum mellem kl. 8.00 og 16.
– Men med det netværk, der er sat op, vil vi kunne komme rundt til alle hjørner af Danmark, konstaterer Thomas Nielsen, der forventer, at der i et kvartal eller to kan der blive problemer med leveringerne.
– Det er ikke sikkert, det er den optimale løsning fra starten, men jeg er sikker på, at det også bliver løst, siger han til DR Nyheder.