Salget af robotter fra Universal Robots oversteg sidste år den målsætning på 1 milliard kroner for 2017, som blev fastlagt tilbage i 2013. Det skyldes ikke mindst virksomhedens imponerende afkast på 325 millioner kroner i fjerde kvartal, hvilket er en stigning på 61 procent i forhold til 4. kvartal 2016. Det er det bedste kvartalsresultat for virksomheden nogensinde. Driftsoverskuddet blev mere end fordoblet fra 9 procent i 2016 til 19 procent i 2017.
– Vi opnår vores kolossale omsætningsvækst på 72 procent i kraft af den stadig større bevidsthed omkring de økonomiske fordele, der er ved at anvende vores markedsledende cobots til endnu flere formål. Resultaterne skyldes også den store vedholdenhed og ildhu, som Universal Robots’ ansatte og partnere lægger for dagen for at sikre, at cobot-teknologien er den løsning, industrien vælger. Vores enestående fjerde kvartal og slutresultatet for året skyldes virkelig en holdindsats, der udspringer af den unikke ånd her hos Universal Robots. Et fællesskab med en fælles målsætning om at give medarbejdere, partnere og vores kunder mulighed for indflydelse – så de sammen kan skabe den succesfulde vækst i virksomheden, siger Jürgen von Hollen, president Universal Robots og fortsætter:
– Når vi ser på 2018, forventer vi en yderligere omsætningsvækst på minimum 50 procent. Cobot-markedet forventes fortsat at være en af de vigtigste drivkræfter for vækst på markedet for automatisering i de kommende år. Mine forventninger er, at vi her hos Universal Robots vil fortsætte med at udbygge vores position som markedsleder inden for produktion af cobots, og at vi vil opnå den samme eller større vækstrate i 2018 på markedet for samarbejdende robotter. Dette kan dog kun ske ved at fokusere på vores målsætning om fortsat at være i front teknologisk område, udvide vores Universal Robots+ platform med tilbehør til cobots samt udbygge vores tilstedeværelse og tilgængelighed globalt inden for salg og service.
Global udvidelse
Som et udtryk for de øgede investeringer globalt åbnede Universal Robots for nylig ikke kun ét men hele to reparationscentre – de første af sin slags uden for Danmark – i USA og Kina, så virksomheden er tættere på sine brugere.
– Vores kunder har ikke råd til produktivitetstab overhovedet, så vi ønsker at undgå nedetid for enhver pris. Vores målsætning er, at en cobot fra Universal Robots aldrig skal være uvirksom og vente på reparation eller reservedele, siger Jürgen von Hollen.
For nylig åbnede Universal Robots også en ny afdeling i Boston i USA, hvilket skal ses som det første skridt i udvidelsen af de globale funktionsafdelinger uden for Danmark.
– Vores nye afdeling i Boston giver os mulighed for at få adgang til flere ressourcer og højtuddannede medarbejdere. Skaleringen af organisationen, særligt inden for områderne produktudvikling, salg- og serviceorganisation, er særdeles vigtig for Universal Robots i 2018. Med to salgs- og udviklingsafdelinger vil vi være i stand til at vækste med større hastighed og hurtigere kunne tiltrække de mest kvalificerede personer, når vi er på udkig efter de bedste talenter til Universal Robots, forklarer von Hollen og tilføjer:
– Vi åbner også salgskontorer i Italien og Tyrkiet, ligesom vi etablerer et kontor i Mexico og et tredje kontor i Kina.
Universal Robots vil også fortsat i høj grad fokusere på udvidelsen af Universal Robots+ økosystemet såvel som online Universal Robots Academy, som for nylig opnåede 20.000 brugere på verdensplan.