Et bredt udsnit af danske forbrugere har kåret Thise Mejeri som det mest bæredygtige varemærke inden for føde- og drikkevarer i Danmark i 2019.
Det er analysevirksomheden SB Insight, der har udarbejdet rapporter, hvor 900 varemærker fra de nordiske lande er blevet vurderet af 40.000 respondenter.
– På Thise Mejeri er vi både benovede og beærede over den store udmærkelse, udtaler adm. direktør Poul Pedersen.
– For selv om man på mange områder kan sætte lighedstegn mellem økologi og bæredygtighed, så føler vi fortsat, at vi er langt fra målet om den fuldkomne bæredygtighed. Det mål når vi formentlig aldrig. Til gengæld arbejder vi dedikeret på at forbedre indsatsen i hele fødekæden fra jord til bord.
Blandt de tiltag, der arbejdes på, fremhæver Poul Pedersen bl.a. nye standarder for klimahandlingsplanerne hos andelshaverne, styrket sundhedstilstand i besætningerne, nye fødevarekoncepter som fx græsmælk, reducerer energi- og vandforbrug samt bæredygtige emballagetyper.
– Ridderslaget fra de danske forbrugere glæder os meget, men det forpligter os mindst lige så meget. Vi vil derfor arbejde målrettet for at leve op til den tillid, som danske forbrugere har vist os med denne kåring, afslutter Poul Pedersen.