Op imod en tredjedel af Kinas grise kan dø af svinepest i år 2019, skriver Ritzau og refererer til CNN, der har talt med den kinesiske svinefarmer Sun Dawu, der så sine svin begynde at dø af en mystisk virus i december. Fire måneder er nu gået, og alle 20.000 dyr i hans landbrug er nu døde.
– Først døde nogle få svin dagligt, så tog det til, og til sidst døde omkring 800 på en enkelt dag, siger han til den amerikanske tv-station CNN, der oplyser, at 15.000 svin døde af virusset, mens 5000 blev tilintetgjort af sikkerhedshensyn.
Afrikansk svinepest har allerede gjort et stort indhug i reduceret Kinas svineindustri, som er langt den største i verden. Den hollandske bank Rabobank, som udlåner penge til den globale landbrugssektor, anslår, at kinesernes bestand af grise kan svinde ind med en tredjedel i 2019. Det ville være et tab på op mod 200 millioner dyr, hvilket næsten svarer til det antal grise, der er i USA og EU tilsammen.
Der findes indtil videre ingen kur eller vaccine mod afrikansk svinepest, der som navnet siger kommer fra Afrika, men som i dag findes i det østlige Europa og Rusland og nu også i Kina og de øvrige asiatiske lande.
FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO, roser ifølge CNN Kinas myndigheder for at gøre alt, hvad der overhovedet er muligt for at bekæmpe vira. Men oplyser samtidig, at der kan gå flere år før sygdommen er inddæmmet i Kina. Det skyldes bl.a., at svineproduktionen sker på tusindvis af mindre farme, som ikke er gearet til at minimere risikoen for smittespredning.
CNN advarer om, at epidemien kan få økonomiske følger i hele verden. Kina er verdens største forbruger af svinekød, og priserne på svinekød i landet kan stige til rekordhøjder i sidste halvdel af 2019, og analytikere forudser overfor nyhedsmediet, at der i værste fald ikke vil være nok svinekød i verden til at dække den ventede mangel i Kina.