Det var en streg i regningen at grænsehandel og on-trade har været lukket ned i store dele af 2020, men med en markant fremgang i den danske detailhandel, har Bryggeriet Vestfyen alligevel kunne præstere et årsregnskab, der melder om positive tendenser.
Bryggeriet Vestfyen har netop fremlagt årsregnskab for perioden 1/10-2019 til 30/09-2020 med flere positive tendenser. Resultatet er forbedret markant i forhold til sidste år, og nettoomsætningen er løftet fra 180 til 189 millioner kroner. Coronapandemien betyder i midlertidig, at omsætningen ikke er steget så meget som forventet, og derfor ender året med et minus på 5,5 millioner kroner, men med optimisme for fremtiden.
Coronapandemien er som nævnt den væsentligste forklaring på underskuddet, fordi specielt den manglende grænsehandel og omsætningen i restaurationsleddet har været negativt påvirket af den verdensomspændende pandemi. Til gengæld oplever Bryggeriet Vestfyen en god stigning i detailhandlen samt en stigning i den del af eksporten, der ikke handler om grænsehandlen.
Bryggeriet har valgt at fastholde kompetencer og viden i stedet for at afskedige medarbejdere under pandemien, fordi man tror så meget på fremtiden, at man har vurderet, at det er det rigtige på den lange bane.
Derfor er det også en fortrøstningsfuld bestyrelsesformand, der gør status over et år, han overordnet kalder “ikke tilfredsstillende.”
– Vi har sat en kurs for fremtiden, som tegner til at være rigtig. Vi oplever fremgang i både detailhandlen og i den del af eksporten, der ikke handler om grænsehandlen. Til gengæld mister vi 25 procent af vores omsætning på grænsehandlen og 15 procent i restaurationsleddet, og derfor står vi tilbage med et ikke tilfredsstillende resultat, men dog med tro på fremtiden. Afgørende er det selvfølgelig, at det er lykkes os at løfte omsætningen fra 180 til 189 millioner kroner, og samlet set viser året, at den retning, vi har sat, er den rigtige for fremtiden, siger bestyrelsesformand Poul Bertelsen og tilføjer:
– Vi har al mulig grund til at tro, at vi ville have løftet vores omsætning i grænsehandlen og i restaurationsleddet uden coronaen. Derfor tror vi på, at vi havde stået med sorte tal på bundlinjen, hvis ikke der havde været en pandemi.
Artiklen forsætter efter fotoet.
90 medarbejdere på lønkompensation
For bryggeriets direktør, Rasmus Damsted Hansen, har året ligeledes været præget af coronapandemien. Bryggeriet har haft 90 medarbejdere sendt hjem på lønkompensation, og man har hele tiden skulle agere ud fra skiftende forudsætninger.
– Vi har måtte agere ekstremt agilt og har løbende måtte tage beslutninger uden helt at kende morgendagen. Det har naturligvis været udfordrende. Samtidig har vi haft 90 kollegaer sendt hjem på lønkompensation, hvilket selvfølgelig har kostet os noget, men vi har bevidst valgt ikke at fyre folk og i stedet holde på vores kompetencer og viden ud fra en tro på fremtiden. Vi har vurderet, at det er det rigtige på den lange bane, siger Rasmus Damsted Hansen.
Den satte kurs skal holdes
Derfor mener Vestfyen-direktøren også, at udviklingen skal fortsætte med fokus på egne brands og på at skabe brands sammen med kunderne.
– Vi er vokset på både detailhandlen og eksporten. Interessen for vores brands stiger, og vi får mange forespørgsler fra kunder, der ønsker at udvikle sammen med os. Derfor skal vi fortsætte arbejdet med at blive endnu mere attraktive for vores forbrugere og kunder. I detailhandlen skal vi styrke vores afsætningsmix med endnu flere kunder og endnu flere salgskanaler, on-trade skal vi have vores øl ind på flere barer, restauranter og værtshuse, og på eksportmarkedet skal vi fortsat have vores øjne rettet mod vores nære markeder, siger Rasmus Damsted Hansen og tilføjer:
– Med de valg, vi har truffet – senest ved at holde på vores kompetencer og viden – føler vi, at vi står bedre rustet til at opsøge, afdække og tage de muligheder, der opstår. Derfor forventer vi også at levere et positivt resultat i 2021.