FødevareDanmark, der repræsenterer 700 af landets små og mellemstore fødevarevirksomheder, håber, at det kommende fødevareforlig retter op på særlige problemstillinger i branchen. Ikke mindst ligebehandlingsprincippet kræver bevågenhed, lyder meldingen
Når der fra årsskiftet skal forhandles et nyt fødevareforlig på plads på Christiansborg, kan politikerne roligt regne med, at der vil blive fulgt nøje med i, hvad forliget konkret kommer til at indeholde.
FødevareDanmark, der er brancheorganisation for omkring 700 af landets små og mellemstore fødevarevirksomheder, nærer således store forventninger til det kommende forlig. Organisationen ønsker ikke mindst, at det nye forlig vil gøre op med tidligere forligs udbredte kontroltænkning.
– Hvor det tidligere fødevareforlig havde skærpet kontrol som et decideret fokusområde, så håber vi, at politikerne denne gang vil se mere nuanceret på fødevaresektoren. Det er nødvendigt, at der slås hårdt ned på dem, som nægter at følge reglerne, men det er omvendt problematisk, hvis strenge kontrolregler lægger sig i vejen for en god og tillidsfuld dialog med de mange fødevarevirksomheder, som driver nogle ansvarlige forretninger, Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark.
Slut med forskelsbehandling
Helt konkret slår fødevareformanden ned på det såkaldte ligebehandlingsprincip, som har til formål at sikre, at der ikke finder en forskelsbehandling sted, når eksempelvis fødevarekontrollen banker på døren hos fødevarevirksomhederne. Et princip, som hidtil langtfra har stået mål med virkelighedens realiteter, pointerer Leif Wilson Laustsen.
– Vi hører fra medlemmer, at der kan være stor forskel på, hvordan en kontrol finder sted i Nordjylland og i København, ligesom vi stadig får beretninger om, at den tilsynsførende, som måske har en dårlig dag, meget nemt kan få placeret alle problemer under ’rengøringsparagraffen’, fordi det altid er åbent for fortolkning, hvornår noget er rent nok. Den slags duer simpelthen ikke, siger Leif Wilson Laustsen, der håber, at det nye fødevareforlig vil lægge sig i naturlig forlængelse af den nye kontrolstrategi, som fokuserer på fødevarebranchens brodne kar, men som samtidig søger at fremme tilliden i branchen.
– Hvis vi skal have en fødevarebranche, som hele tiden udvikler sig og skaber stadig bedre produkter, så er det helt afgørende, at politikerne får skabt et fødevareforlig, der beror på myndigheders tillid, rådgivning og hjælpsomhed over for de fødevareproducenter, der hver dag driver ansvarlige virksomheder. Kontrolstrategien, som Miljø- og Fødevareministeriet præsenterede sidste år, var et skridt i den rigtige retning. Nu håber vi, at det nye fødevareforlig følger kontrolstrategien helt til dørs, slutter Leif Wilson Laustsen.
Fakta: FødevareDanmark er brancheorganisation for små og mellemstore aktører inden for fødevaresektoren. Bag organisationen står Danske Slagtermestre, Danmarks Fiskehandlere, Ostehandlerforeningen for Danmark og foreningen SMV Fødevarer. FødevareDanmark har omkring 700 medlemmer.
– Nu håber vi, at det nye fødevareforlig følger kontrolstrategien helt til dørs, lyder det fra Leif Wilson Laustsen.(Arkivfoto).