2016 blev endnu et rekordår for eksport af dansk økologi. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Fra 2015 til 2016 steg eksporten af dansk økologi med 23 pct. og udgør nu 2,4 milliarder kroner. Udlandet har for alvor fået smag for dansk økologi, mener Landbrug & Fødevarer. Samtidig stiger importen af især økologisk frugt og grønt også.
Udlandet efterspørger dansk økologi som aldrig før. Det viser eksporttallene for økologiske varer, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. Eksporten af danske økologiske varer er steget med 23 pct. fra 2015 til 2016, og der eksporteres nu dansk økologi for 2.447 mio. kr. I 2015 var det tal 1.982 mio. kr. Eksporten af økologiske varer er nu mere end fordoblet siden 2012.
Det er især Tyskland, der er interesseret i dansk økologi. Hele 39 pct. af den samlede eksport går til Tyskland, der køber danske økologiske varer for 944 mio. kr., men også i Sverige er dansk økologi populært. Eksporten til Sverige er steget fra 397 mio. kr. i 2015 til 466 mio. kr. i 2016 – og udgør nu 19 pct. af den samlede eksport. Kina er tredjestørste eksportland med 303 mio. kr. i 2016. Eksporten til Frankrig steg med hele 46 pct. fra 2015-2016. Kød af gris er den vigtigste eksportvare til Frankrig.
Den stigende eksport af danske, økologiske varer glæder hos Mette Gammicchia, der er afdelingsleder i Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer:
– Den fortsatte vækst i eksporten af danske, økologiske fødevarer er rigtig positiv. Det gælder både eksporten til det europæiske marked og til lande uden for EU. Det betyder, at de danske producenter bliver mindre afhængige af hjemmemarkedet, hvor priskonkurrencen er særlig hård i detailsektoren, siger hun og fortsætter:
– I Landbrug & Fødevarer har vi i en årerække arbejdet med at hjælpe danske, økologiske eksportører i gang på flere udenlandske markeder – herunder også Kina, der viser meget positive vækstrater for danske økologiske fødevarer.
Den danske import af økologi stiger også
På samme måde som udlandet efterspørger dansk økologi, steg importen af økologiske varer fra udlandet også i 2016; fra 2,4 mia. kr. i 2015 til 3,2 mia. kr. i 2016.
Årsagen til den store stigning skal ses i sammenhæng med, at der skal bruges mere foder i den voksende økologiske husdyrproduktion, men også den meget markante stigning i salget af frugt og grønt, der i 2016 steg med 480 mio. kr. Alene 180 mio. kr. kommer fra mersalg af økologisk frugt; herunder en del, fx bananer, der ikke produceres i Danmark.
– Stigningen i importen er et tydeligt udtryk for, at efterspørgslen efter økologiske fødevarer fortsat er i vækst herhjemme, siger Mette Gammicchia.
Supermarkedskæderne bruger i stigende grad økologi som et konkurrenceparameter og vil derfor gerne kunne tilbyde et stort udbud til begrænset merpris. Det betyder, at de danske producenter kan blive presset på prisen af billigere, importerede produkter:
– I Landbrug & Fødevarer arbejder vi derfor også meget med at øge afsætningen af danske økologiske fødevarer til det danske marked og har særlig fokus på foodservice-sektoren (dvs. restauranter, cafeer og storkøkkener, red.), hvor priskonkurrencen ikke er så hård, fordi branchen er i vækst, siger Mette Gammicchia.
Det er økologiske mejeriprodukter og æg, der er de største eksportsuccesser. I 2016 eksporterede Danmark økologiske mejeriprodukter og æg for over 900 mio. kr. Dertil kan lægges en meget markant fremgang i eksporten af modermælkserstatning på omkring 329 mio. kr.
Eksporten af økologisk frugt og grønt er også steget meget i 2016 og er nu på 332 mio. kr. Økologisk kød og kødvarer udgør 302 mio. kr. af den samlede eksport.
Landbrug & Fødevarer forventer, at økologieksporten runder 3,5 milliarder kroner i 2020, hvilket svarer til en stigning på ca. ti pct. per år.
– Vi forudser store planlagte stigninger de kommende år indenfor både økologisk mælkeproduktion, slagtesvin og i fjerkræssektoren – både æg og slagtekyllinger. Så derfor har Landbrug & Fødevarer et helt naturligt øget fokus på eksport i de kommende år – både i forhold til detailhandel og foodservice. Og det gælder både til vores nabolande og fjernere lande i Asien og Mellemøsten, siger Mette Gammicchia.