I Frankrig bliver der nu stillet spørgsmål til, om selve croissantens eksistens er i fare, skriver Ritzau. Der skyldes stærkt stigende smørpriser, der ifølge bagerne har medført, at indtjeningen på specielt croissanter nu er så lav, at det truer hele branchen.
– Smør, som udgør en tredjedel af ingredienserne i mange franske bageriprodukter, steg med 92 procent i maj, siger Fabien Castanier, som er generalsekretær i bagerforbundet.
– Det er en prisstigning, som sætter hele industrien under et uholdbart pres, understreger han.
I forhold til de nuværende priser er den sammenlagte ekstraudgift på årsbasis omkring 68 millioner euro (cirka 506 millioner kroner) for produktion af kiks, croissanter og kager, siger Castanier.
Prisstigningerne på smør skyldes mindre smørmængder i EU – og navnlig i Frankrig. I fødevareindustrien har forskellige organisationer opfordret supermarkeder, caféer og restauranter til at holde de nuværende priser på smør, så producenterne ikke rammes endnu hårdere.
De stigende smørpriser bliver forklaret med faldende mælkeproduktion og øget efterspørgsel – både nationalt og internationalt. Franske landmænd klager over, at de får mindre for deres mælk end det koster at producere den, fordi EU har et overskud på 350.000 ton mælkepulver, hvilket presser priserne i bund, skriver Ritzau med reference til AFP.