EU vil mindske plastikforbruget og flere og flere taler om at mindske deres CO2 aftryk, og det kan mærkes hos SodaStream, der netop har præsenteret regnskab for tredje kvartal.
Sammenlignet med sidste år er der solgt 57 % flere maskiner i de nordiske lande. Med en stigning i salget af maskiner på 107 % i Danmark er det danske marked med til at trække det nordiske salg op i en ny all-time rekord. Virksomheden kan desuden mærke, at det store fokus på at nedbringe plastikforbruget smitter positivt af på forretningen.
Således har SodaStream sat salgsrekord på det nordiske marked. I tredje kvartal steg det samlede salg med 21 %, og antallet af solgte maskiner steg med 57 % sammenlignet med samme kvartal sidste år. Den nordiske højdespringer blev Danmark, hvor salget af maskiner er steget med hele 107 %.
– Vi er meget glade for EU’s initiativ, og håber det kommer til at påvirke flere mennesker til at træffe bæredygtige valg. Flere og flere danskere er begyndt at få øjnene op for de problemer, som plastikforurening forårsager og ved at anvende SodaStreams maskiner, sparrer vi naturen for en masse unødvendig plastikforurening, siger Dirk Glassner, Managing Director for SodaStream i Norden.
Det nye lovforslag vil skabe resultater
Der er ingen tvivl om, at det nye lovforslag vil skabe resultater. EU-Kommissionen estimerer, at ved at forbyde engangsplastikartikler vil Europa i 2030 have sparet 46 milliarder kroner. De samme beregninger viser også, at klimaomkostningerne vil falde med 160 milliarder kroner.
Hos SodaStream forventer man også, at EU’s lovforslag, den megen omtale af plastikproblematikken samt flere virksomheders udmeldinger om, at man vil sløjfe engangsplast, vil smitte positivt af på SodaStreams salg fremadrettet.
– Hvad vi også kan se ud fra tallene i tredje kvartal, er, at salget af vores kulsyrecylindre er steget med 44 % på det danske marked, hvis man sammenligner med tal fra sidste år. At forbrugerne i stigende grad vælger vores kulsyrecylindre, er et godt tegn for os, og det sikrer kvalitet og sikkerhed ved brug af vores maskiner, siger Dirk Glassner.