Fødevareminister Mogens Jensen modtog onsdag 10 anbefalinger fra Tænketank om Forebyggelse af Madspild og Fødevaretab. Ministeren vil nu se nærmere på anbefalingerne, inden han tager stilling til, hvilke initiativer han vil sætte i værk.
Onsdag landede 10 anbefalinger til, hvordan Danmark kan mindske sit madspild på fødevareminister Mogens Jensens bord.
Alene i Danmark mister vi hvert år omkring 700.000 tons af vores fødevarer – et tab der er fordelt i hele fødevareværdikæden. Miljø- og Fødevaremisteriet etablerede derfor i foråret Tænketank om Forebyggelse af Madspild ONE\THIRD for at samle den danske indsats.
Blandt anbefalingerne fra tænketanken lyder det, at forebyggelse af madspild bør indgå i regeringens klimahandlingsplan, at der skal fastsættes et mål for, hvor meget både branchen og de private husholdninger skal reducere deres madspild, og at information om muligheder for donation af overskudsmad til velgørenhed skal styrkes.
– Jeg vil gerne takke tænketanken for en række gode anbefalinger, som jeg kan tage med i regeringens videre arbejde for at mindske madspild. Vi har en klar ambition om, at danskerne generelt skal leve grønnere. Derfor er det også er helt sikkert, at vi i fremtiden skal smide langt mindre mad i skraldespanden, siger Mogens Jensen.
Ministeren siger også, at han vil fremlægge et udspil til at styrke indsatsen mod madspild, ligesom emnet allerede er på dagsordenen i regeringens nye klimapartnerskaber.
Tænketankens bestyrelse har mandat til én gang om året at forelægge anbefalinger til regeringen til initiativer, som regeringen kan overveje at sætte i gang inden for forebyggelse af madspild og fødevaretab.
Tænketankens bestyrelsesformand Flemming Besenbacher glæder sig over, at regeringen vil påtage sig ansvaret for at få gjort noget ved det omfattende spild, der sker i hele kæden fra jord til bord.
– Der hersker ingen tvivl om, at madspild og fødevaretab medvirker i et stort omfang til den klimakrise, som ikke bare Danmark, men som hele verden står overfor. Derfor skal vi handle nu. Det er rigtig positivt, at regeringen med finansloven for 2020 tager et skridt i den rigtige retning ved at styrke arbejdet i tænketanken, siger Flemming Besenbacher.
Overskrifterne på tænketankens 10 anbefalinger lyder:
- Inddrag madspild og fødevaretab i regeringens klimahandlingsplan
- Etablér et tættere samarbejde på tværs af ministerierne
- Fastsæt et 2030-reduktionsmål for hvert brancheled i fødevareværdikæden
- Fastsæt et 2030-reduktionsmål for husholdninger
- Styrk civilsamfundets engagement i kampen mod madspild
- Understøt vidensopbygning og ny teknologi
- Styrk information om muligheder for donation af overskudsmad til velgørenhed
- Bidrag til mobilisering af andre landes indsats til indfrielse af FN’S Verdensmål 12.3
- Inddrag FN’s Verdensmål 12.3 i en ny udviklingspolitisk strategi
- Indsamling af data