Virksomheder skal have gode muligheder for at udvikle deres forretning i alle dele af Danmark – og de skal møde et erhvervsfremmesystem, der har blik for lokale udfordringer, muligheder og erhvervsstyrker. Derfor åbner Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu for ansøgninger til to puljer på i alt 70 mio. kr. målrettet lokale indsatser, som kan bidrage til at styrke erhvervsvilkårene og udviklingen i hele landet.
Beliggenhed i forhold til central infrastruktur såsom motorvej eller havn, større anlægsprojekter i nærområdet og attraktive erhvervsarealer. Adgang til viden- og uddannelsesmiljøer og arbejdskraft. Og lokale, kulturelle og historiske faktorer som iværksætterkultur, handels- og købmandstraditioner, tværgående samarbejde og tilstedeværelsen af lokale ildsjæle. Det er alle lokale forhold, som har betydning for virksomhedernes muligheder og udfordringer og som er særegne på tværs af landet.
Med ansøgningsrunden Lokale erhvervspotentialer og den særlige sjællandsindsats Lokale erhvervspotentialer: Stærkere SMV’er på Sjælland og Øerne ønsker Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse at sætte fokus på netop den type potentialer og udfordringer, som det lokale erhvervsliv står overfor.
Borgmester i Sorø Kommune og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Gert Jørgensen glæder sig over indsatserne:
– De to indsatser, vi annoncerer i dag, viser kernen i, hvad Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse arbejder for. Erhvervsfremmesystemet skal bidrage til at udvikle de mange potentialer og styrker, der er på tværs af landet – til gavn for virksomhederne. Mange af de erhvervssucceser, vi kender i dag, er opstået ved, at virksomheder i området har udnyttet et lokalt potentiale. Jeg er sikker på, at indsatserne vil bidrage til at styrke de lokale erhvervsvilkår på Sjælland og i resten af landet.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse inviterer ansøgere til at byde ind med projekter, der har potentiale til at udvikle en gruppe af virksomheder fra det samme geografiske område. Projekterne skal ligger i forlængelse af de regionale kapitler i Erhvervsfremme i Danmark 2020-23, men uden for bestyrelsens tværgående og tematiske ansøgningsrunder. Der skal desuden være lokalt ejerskab og forankring af indsatsen.
Begge ansøgningsrunder giver mulighed for at søge midler til at gennemføre projekter inden for mange forskellige sektorer og til et bredt udvalg af aktiviteter. Der kan blandt andet søges midler til at hjælpe virksomheder med at udnytte potentialet i grøn omstilling, at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til området eller måske at opkvalificere medarbejdere, der allerede er ansat i områdets virksomheder.
I ansøgningsrunden Lokale erhvervspotentialer kan der desuden søges om støtte til mindre anlægsudgifter.
Erhvervsminister Simon Kollerup glæder sig over de to satsninger, der giver lokale erhvervspotentialer mulighed for at folde sig ud:
– Som erhvervsminister arbejder jeg for et sammenhængende Danmark med gode muligheder for virksomheder i hele landet — helt fra Nordjylland til Bornholm. Derfor er jeg glad for, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu igangsætter to indsatser, der fokuserer på det lokale erhvervslivs muligheder, udfordringer og potentialer. Det er vigtigt, at der er øje for de helt lokale forhold, da der kan være mange virksomhedsudfordringer, som løses bedst lokalt.
De to puljer er åbne for ansøgninger frem til den 1. september 2020 kl. 12.00.