Kokke, økonomaer og køkkenpersonale bør blive hjemme fra arbejde, hvis de har symptomer på roskildesyge – eller lige har haft roskildesyge. Man kan nemlig smitte både før, man føler sig syg og mindst 48 timer efter, at man er blevet rask. Det fastslår Fødevarestyrelsen, som frem mod jul sætter fokus på, hvordan personalet i de professionelle køkkener på caféer, kantiner, i restauranter og delikatesseafdelinger, kan være med til at bremse roskildesyge.
– Roskildesyge er ekstremt smitsom, og vi ser desværre en gang imellem, hvordan en enkelt fejl i et professionelt køkken kan ramme et stort hold gæster. I værste fald bliver folk indlagt, fordi de dehydrerer, forklarer Niels Ladefoged Nielsen, specialkonsulent i Fødevarestyrelsen.
Norovirus, som er kilden til roskildesyge, smitter med ekspresfart og lister sig typisk ind i køkkenet via mikroskopiske rester af opkast og afføring på hænder eller med forurenede bær, grøntsager og østers. Norovirus giver både opkast og diarré. Derfor er det afgørende, at alle vasker hænder med varmt vand og sæbe, inden de begynder at lave mad eller at servere mad for deres kunder og gæster. Men allervigtigst, bliver væk fra arbejde, hvis de har eller lige har haft roskildesyge, lyder budskabet.
– Mange tænker måske ikke over, at norovirus både smitter, før du bliver syg, men også i en periode efter at du føler dig rask. Derfor bør køkkenpersonale ikke lave mad til andre før tidligst 48 timer efter, at symptomerne er stoppet. Det budskab er vigtigt for os at få ud til de madprofessionelle. Men rådet gælder også hjemme i dit eget private køkken, og når du laver mad til familien, understreger Niels Ladefoged Nielsen.