Viden fra Roskilde Universitet skal være med til at løfte virksomheders konkurrenceevne og dermed komme samfundet til gavn. Det skal blandt andet ske ved bedre udnyttelse af reststrømme fra fødevarevirksomheder.
Fødevarer og bioressourcer er et fremtrædende erhvervsområde i Region Sjælland, og Roskilde Universitet har stærke miljøer inden for blandt andet mikroalgebiologi og fødevarestudier. RUC har således meldt sig ind i Food & Bio Cluster Denmark.
– I Food & Bio Cluster Denmark er vores vigtigste opgaver at hjælpe vores medlemmer med at møde morgendagens udfordringer og gribe dens muligheder og gøre den grønne omstilling til en god forretning. En vigtig del af det arbejde er at kunne matche især danske forskere med virksomheder, der efterspørger viden om nye teknologier og trends. For at lykkes med det har vi brug for tætte samarbejder med de danske videninstitutioner, og vi er meget glade for, at Roskilde Universitet med sine spændende forskningsmiljøer inden for bio- og fødevareområdet nu bliver en del af klyngeindsatsen. Vi ser meget frem til samarbejdet, siger Food & Bio Cluster Denmarks CEO, Lars Visbech Sørensen.
Deltagelsen i erhvervsklyngen skal få virksomhederne til at se muligheder i samarbejde med eksempelvis forskere, så virksomhederne kan blive mere innovative og konkurrencedygtige i fremtiden. Forskerne bidrager på forskellige måder for eksempel ved at indgå i projekter sammen med virksomheder og andre parter, holde oplæg om relevante emner til virksomhederne i klyngerne og bidrage til konferencer organiseret af klyngerne.