2019 bliver den populære ostekampagne Ost & ko’s femte år. Det bliver samtidig startskuddet til en 3-årig europæisk ostekampagne, der skal bygge videre på Mejeriforeningens kampagne.
I løbet af sensommeren har man kunnet opleve ost i stride strømme, når Ost & ko’s ostevogn har rullet hen over det danske land. Her har de blandt andet lagt vejen forbi Street Food om Søerne i København, hvor de parrede vermouth med Havgus og Benedict, toppet med svampetatar og trøffelolie. Ved Copenhagen Cooking & Food Festival serverede Umut Sakarya ostefondue, michelin-kok Eric Vildgaard og Leif Friis Jørgensen fra Naturmælk inviterede til Ostemagerens middag, og der blev afholdt en inspirerende talk om aktivisme i ostebranchen ved Marie Linea Østergaard. Ostevognen slog også et smut forbi Aarhus Food Festival, hvor man inviterede på Danmarks vildeste ostemad, ”en hyldest til bedstefar”, fra Restaurant Hærværk med en ekstralagret 24-måneders Vesterhavsost fra Thise. Der var desuden ostewalks og et grundkursus i ostekvalitet.
Den 14. september kørte ostevognen forbi SPIS! Odense Food Festival, hvor Ost & ko var værter for en morgenmad i Eventyrhaven med sang, sjov og skimmelost. Senere samme dag kunne man komme på ostekursus i Flakhaven med masser af spændende smagsprøver, og dagen efter kunne man lade sig inspirere fra højeste sted, da en række danske topkokke arbejdede med blandt andet danske oste i dysten på nysgerrighed, kreativitet og innovation, Schiøtzprisen 2019.
Three more years
Men det slutter ikke her, for ostevognens roadshow er startskuddet til en ny 3-årig europæisk ostekampagne i 2019-2021, som bygger videre på Mejeriforeningens kampagne Ost & ko, der siden 2015 har haft til formål at udbrede og fremme dansk ostekultur gennem PR, markedsføring og events.
– Ost & ko-kampagnen har de seneste år arbejdet for at gøre op med dansk osts støvede image. Gennem en kombination af kreative greb og et langt sejt træk er det lykkedes at fremvise den alsidighed, kvalitet og innovation, der hersker på mejerier, i kølediske og på restauranter landet rundt. Nu vil vi fortsætte arbejdet med at knytte positive bånd til yngre og nye målgrupper, blandt andet ved at rulle den gule ost ud med ostevognen. Vi vil blandt andet vise, at den gule skæreost er meget, meget mere end en ostemad, lyder det fra marketing manager i Mejeriforeningen, Lars Witt Jensen.
Stor appetit på dansk ost
De sidste fire år har tusindvis af danskere snuset til dybden og bredden i dansk ost, meningsdannere har fået ny viden, fagfolk har haft ostehåndværk og dansk ostetradition på skoleskemaet, nye osteanretninger og gode oplevelser har fyldt traditionelle og sociale medier – og nu bliver der skruet op for kampagnen.
– Erfaringerne fra de første fire års kampagne har vist os, at der praktisk talt ikke findes grænser for, hvor stor interesse der er for dansk ostekultur derude. Osten er og bliver en central del i dansk kultur og spiller en afgørende rolle i både dagligdagens madkultur og i den højere gastronomi. Vi ser frem til at fortsætte den gode dialog med både fagfolk og forbrugere, vende lidt op og ned på gængse osteforestillinger og rulle gennem Danmark med en kampagnevogn, der tager gourmetrestaurantens ostevogn til et nyt niveau, forklarer Marie Sainabou Jeng, direktør og stifter af Koalition i 2018.
Marie Jeng har sammen med kommunikatør Rasmus Holmgård siden 2015 haft ansvaret for Ost & ko-kampagnen. De næste tre år er hun endnu engang tovholder på kampagnen, denne gang i rollen som direktør for egen kommunikationsvirksomhed, Koalition, der tæller syv kommunikationsrådgivere og projektudviklere, som sammen skal løfte Ost & ko-opgaven.
Og der bliver nok af osteaktiviteter at tage fat på.