Økologisk Landsforenings politiske direktør, Paul Holmbeck, modtager en international pris for sin indsats for at udvikle og udbrede økologi. Prisen blev overrakt onsdag aften på Nordic Organic Food Fair i Malmø.
På økologi-messen Nordic Organic Food Fair i Malmø fik Økologisk Landsforenings politiske direktør, Paul Holmbeck, i onsdag aften overrakt prisen ’Organic Outstanding Achievement Award 2018’ for sin politiske og organisationsmæssige indsats for økologi.
Prisen gives bl.a. til Paul Holmbeck for hans rolle i at skabe bred politisk opbakning til økologipolitik i Danmark, for at rådgive om økologipolitik i andre lande samt for hans arbejde med opbygning af Økologisk Landsforening som drivkraft for udvikling af økologisk landbrug, folkelig opbakning til økologi samt opbygning af verdens stærkeste økologimarked.
Blandt de politiske resultater, som Paul Holmbeck har spillet en ledende rolle i, nævnes specifikt verdens første økologiske aktionsplan, EU’s forbud mod GMO i økologisk produktion samt Danmarks nationale mål for fordobling af det økologisk areal, mål om 60 procent økologi i de offentlige køkkener og ressourcer til økologisk innovation, markedsudvikling og omstilling til økologi i kommunerne.
Paul Holmbeck selv betegner sit bidrag som noget, der kun kan skabes i et fællesskab.
– Der er tale om en anerkendelse for resultater, der bygger på den energi, kreativitet og samspil, som vi har i vores forening mellem vores folkevalgte, medlemmer og ansatte, de ansatte imellem og med vores tætte samarbejde med så mange partnere i markedet og organisationslivet. Økologi er en stor samarbejds- og motivationsindsats. Det er en ære at arbejde og bane vej politisk og markedsmæssigt for vores økologer og for mere og bedre økologi, siger Paul Holmbeck.
Paul Holmbeck modtager prisen kort efter, at Danmarks økologipolitik vandt FN’s Future Policy Award 2018 ved en prisoverrækkelse i Rom i oktober.