Med fire nye Møn Kiks med lokale råvarer har Karen Volf taget det første spæde skridt i retning mod en mere bæredygtig fødevareproduktion. Restproduktet mask fra ølbrygning indgår nemlig som ingrediens i Møn Rugkiks. Med innovationen sætter Karen Volf fokus på at minimere ressourcespild.
Møn Rugkiksen er fremstillet med øl og mask fra Bryghuset Møn, og det giver en helt unik struktur og bid til kiksen. Mask dannes, når bygmalten i ølbrygning filtreres fra, og normalt bruges mask som foder til dyr eller også smides det væk. Men i Rugkiksen indgår mask som råvare, fordi den giver struktur, fibre og smag.
”Vi henter masken samme dag som det skal bruges og anvender den, som den er, som ingrediens i dejen. Det produkt, vi får fra bryghuset, er drænet, så det har en restfugtighed på omkring 76%,” fortæller Marketing- og Innovationsdirektør, Tina Møller, og uddyber:
”Med de lokale samarbejder på Møn har vi fået øjnene op for de positive effekter af en mere cirkulær og bæredygtig tilgang til fødevareproduktion, som vi gerne vil arbejde mere med fremadrettet. Vi ser mask som en god råvare, og vi kunne sagtens se flere produkter med mask i fremtiden. Også andre produkter med eksempelvis grøntsagspulp eller andet, kunne være interessant at arbejde med. Nu har vi taget det første skridt, der er lang vej endnu, men nu er vi i gang ” fortæller Tina Møller.
De nye Mønkiks er udviklet i samarbejde med David Jensin, som er kok og ejer af det lokale spisested David’s. Foruden Bryghuset Møn samarbejder Karen Volf med ismejeriet Møn Is, som leverer råmælk fra sortbrogede køer, og biavlergården Tjørnemosegård, der leverer lokal blomsterhonning fra usprøjtede marker og enge.