Der blev for alvor taget hul på efteråret, da Hørkram inviterede inden for i Bella Center til økologisk speeddating, grøntsagsmasterclass, spændende foredrag og 230 stande, der stod klar med inspiration til køkkenet
Hørkrams messer er efterhånden noget af et tilløbsstykke og efterårsmessen 2018 blev da også den største Hørkram messe nogensinde, da hele 230 udstillere og intet mindre end 5870 besøgende lagde deres vej forbi Bella Center. Her blev de mødt af et bredt udsnit af hvad grossisten har at byde på – og fik muligheden for at føle på Hørkrams store kærlighed til økologi.
For mange har økologien været en længevarende romance, men på Hørkrams efterårsmesse, blev der via en række speeddating sessioner, taget fat i dem, som endnu ikke er blevet overbevist. Producenter fra forskellige grene af branchen, alle med et økologisk fokus, stod klar til professionel sparring og gode råd til brug af økologiske varer. Også Miljømærkning Danmark var med for at fortælle om mulighederne for at få svanemærket sit køkken. De mange besøgende til speeddating tog godt imod konceptet og de økologiske producenter må være begejstrede for den positive respons fra de køkkener, der ellers ikke tidligere har været synderligt interesserede i økologien og som efter Hørkrammessen måske har set det økologiske lys.
Grøntsagsmasterclass
Sæson er en EU finansieret kampagne, der har til mål at få mere frugt og grønt ud i de danske kantiner og køkkener. Via din lokale grossist, såsom Hørkram, har de i løbet af året udbudt flere masterclasses, hvor jer bag gryderne har haft muligheden for at komme med helt derud hvor grøntsagerne bor, lære dem at kende, smage, føle og kokkerere med dem. På Hørkrams efterårsmesse bød de ind med en række mini-masterclasses, hvor Sæson havde inviteret grøntsagsproducenter som f.eks. Tvedmose og Gasa Odense indenfor, for at fortælle om det de er allerbedst til, nemlig grøntsager. I løbet af 45 minutter blev du guidet igennem de mange muligheder og udfordringer køkkenerne har, når der skal vælges grøntsager, vigtigheden ved at vælge det rette æble i madlavningen og i snackkurven, smagsøvelser og muligheden for at lave en let salat med den grøntsag der var i fokus. 45 utroligt lærerige minutter. Vidste du for eksempel, at hvis en gulerod er rund i bunden er det fordi jorden er meget rig på næring, mens de spidse søger dybere for at finde næringen?
Hele pakken til foodservice
Havde du allerede styr på både økologi og grøntsager, så var der også fire lærerige og i nogle tilfælde utroligt morsomme foredrag og så lige også de mere end 230 stande, der stod klar til at modtage besøg. Her kunne du smage alt fra friskost til sylte. Se og føle på nonfood, arbejdstøj og hygiejne fra et hav af udstillere og kort sagt, komme hele vejen omkring samtlige produkter og services der er behov for i et professionelt køkken.
Næste gang der er Hørkram messe er i Fredericia d. 30. og 31. januar 2019