På Økologi-Kongres 2017 er dyrevelfærd et af de emner, som er i fokus. Man kan se og høre erfaringer med økogrise, der bor i rullende stalde, og så kan man blive klogere på antibiotikafri produktion af økologiske kvæg og svin.
På Hans Henrik Thomsens marker lidt udenfor Brønderslev i Nordjylland triller tre ”parcelhuse” rundt med sine beboere året rundt. Husene er i virkeligheden stalde på larvefødder og beboerne økologiske slagtesvin. Hans Henrik Thomsen er økologisk planteavler, og med de rullende grise har han suppleret planteavlen med en mobil gødningsressource, som samtidig også bidrager med en række velfærdsløsninger for grisene, der får et nyt stykke jord at rode i hver dag. På Økologi-Kongres 2017 kan du møde Hans Henrik og høre mere om hans erfaringer med de mobile svinestalde og betydningen for miljø, fodring og dyrevelfærd, skriver Økologisk Landsforening.
Antibiotikafri økologi
Dyrevelfærd er et af kongressens hovedtemaer, hvor man bl.a. kan høre landmænd og forskere fortælle om velfærdsfordele ved grisehold i træer og senere fravænning. Dyrevelfærd handler også om sundhed, og forebyggelse er afgørende for et minimalt brug af antibiotika. På kongressens temamøder om antibiotikafri økologisk kvægproduktion og ditto svineproduktion, kan man fx høre om planter med antibakteriel virkning, der kan bruges som tilskudsfoder til forebyggelse og behandling af infektioner, som giver pattegrisediarre. Både landmænd og forskere fortæller om erfaringer og nyeste viden på området – herunder også en gennemgang af muligheder for og udfordringer med certificérbar antibiotikafri økologi. Deltagerne kan blandt andet møde mælkeproducent Esben Møller Xu, der stort set ikke bruger antibiotika til sine økomalkekøer, og høre om hans vej til at droppe medicinen.
Program og tilmelding
På okologi-kongres.dk kan man se detaljeret program og finde de nævnte temamøder og debatter om dyrevelfærd.