Kohberg går i luften med en ny hjemmeside, der er skabt over en ny designlinje, der også blev præsenteret på Foodexpo, hvor messestanden med smilende bagere og duften af nybagt brød tiltrak masser af besøgende.
– Tanken med vores nye design er, at vi inviterer gæster ind i et helt særligt Kohberg-univers, uanset om de møder os på messe, i annoncer eller klikker sig ind på vores hjemmeside. Det er fortællingen om vores sønderjyske rødder, vores traditionelle håndværk og vores passion for godt brød, der kommer til udtryk i en overordnet linje, siger marketing- og kommunikationschef hos Kohberg Britt Hougaard.
Hun tilføjer, at passion er kodeordet, og det møder gæsterne på Kohberg.com, der byder på lækker inspiration til brugen af Kohbergs mange brød og kager. Samtidig finder gæsterne let og overskueligt frem til de enkelte produkter, hvor man med et enkelt klik åbner op for detaljeret viden om brødets indhold og anvendelse.
– Det er vigtigt for os, at gæster på hjemmesiden går inspireret derfra. Derfor er det også muligt at oprette sin egen digitale “brødsamling”, hvor brugerne kan downloade et katalog eller dele det med andre elektronisk, forklarer Britt Hougaard.
Publikum mødte bagerne
Kohbergs nye design blev for første gang præsenteret på Foodexpo i Herning, hvor den 90 m2 store messestand var forvandlet til et stemningsfyldt streetfood-område. Her kom gæsterne både helt tæt på bagerne med mel på tøjet og fingrene i dejen, samtidig med at Cateringslandsholdet diskede op med blandt andet vegansk smørrebrød og saftige burgere.
– Publikum tog virkelig godt imod vores nye design på Foodexpo. Vi fik skabt en intim stemning, hvor gæsterne havde mulighed for at komme helt tæt på Kohberg og menneskerne bag. Vi er nemlig utroligt stolte af vores mange bagere, og det håndværk de leverer hver eneste dag, fortæller Britt Hougaard.