Blandt virksomheder er der en øget opmærksomhed på, hvordan de kan reducere deres energiforbrug og CO2-udledning yderligere. Det gælder særligt produktionsvirksomheder med kølings- eller opvarmningsprocesser, der kræver meget energi.
Det har dog hidtil været både arbejdskrævende og dyrt at få installeret måleudstyr for at indhente de rette data til at identificere, hvor i virksomhedens processer det er muligt at spare energi. Ikke blot skal der måles på de rette forhold og tages højde for de usikkerheder, målingerne indebærer, men efterfølgende skal den store mængde data også behandles og analyseres, før de kan anvendes til at foretage konkrete besparelser.
Nu har Riccardo Bergamini, der er ph.d.-studerende på DTU Mekanik fundet en ny metode, der kan lette dette arbejde.
– Ved at anvende teknikker fra særligt følsomhedsanalyse, der typisk er en del af statistisk analyse, har jeg udviklet en ny metode, som hurtigt kan definere, hvilke essentielle data der er nødvendige for at pege på, hvordan virksomheder kan optimere deres energiforbrug, siger Riccardo Bergamini.
Usikkerheds- og følsomhedsanalyse
Den nye metode indledes med en simpel indsamling af de data, der allerede er til rådighed i virksomheden både fra eksisterende målinger af tryk, temperaturer, flows m.m. og erfaringer fra de medarbejdere, der konkret tager sig af produktionen.
Derefter gør metoden brug af simulationsteknikker fra usikkerhedsanalyser samt teknikker fra følsomhedsanalyser til i første omgang at fastlægge, hvilke af de målte parametre, hvor en stor præcision af resultatet ikke er nødvendig for analysens formål. Til sidst bliver det på den baggrund muligt at fastlægge præcist, hvad der er nødvendigt at måle med stor nøjagtighed for at kunne lokalisere mulige energibesparelser.
– I forhold til at gennemføre en pinchanalyse, der også kan bruges til denne type opgaver, og som inddrager målinger fra måske i alt 100 forskellige punkter, kan den nye metode skære antallet ned til kun at være omkring 20 faktorer, siger Riccardo Bergamini.
Arbejdet med at udvikle den nye målemetode er sket i tæt samarbejde med virksomheden GEA, der blandt andet leverer procesudstyr og løsninger til industrien. GEA udfører i forvejen pinchanalyser på virksomheder, men har samarbejdet med DTU i håbet om at kunne finde en metode til mindre tids- og omkostningskrævende energianalyser.
– En vigtig gevinst ved at reducere antallet af målinger i arbejdet med at finde mulige energibesparelser er, at det bliver økonomisk overskueligt at installere og vedligeholde monitoreringssystemer til dette, også for mindre virksomheder. En begrænset datamængde gør det også nemmere for virksomhedsejere at have et vedvarende fokus på og overblik over deres energiforbrug, siger Lorenzo Bellemo, der er energiekspert i GEA.
Store forventninger til anvendelsen
Riccardo Bergamini har i samarbejde med GEA gennemført målinger med den nye metode på i alt fem forskellige mejerivirksomheder, der fremstiller enten mælkepulver eller ost. I alle tilfælde har det vist sig, at antallet af måleparametre har kunnet nedsættes markant. På et ostemejeri krævede en pinchanalyse eksempelvis omkring 200 forskellige målinger af temperaturer, fastindhold og massestrømme, der med den nye metode kunne reduceres til blot 28. På den baggrund kunne den nye metode pege på mulige energibesparelser på omkring 24 procent.
Lorenzo Bellemo forventer, at GEA vil kunne tilbyde den nye metode til mange andre af deres kunder, der benytter sig af samme type processer som de undersøgte mejerivirksomheder. Det drejer sig blandt andet om producenter af frysetørret kaffe, drikkevarer, medicin og lignende.
Professor Brian Elmegaard, der er vejleder på projektet, ser også store muligheder.
– Vi forventer at kunne finpudse den nye metode i de kommende måneder, så den fremover bliver mulig at anvende for GEA og andre interesserede. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at metodens anvendelse af færre målepunkter vil give langt flere virksomheder mod på at analysere deres energiforbrug mere detaljeret, end de gør nu.