Stærke profiler og tunge erhvervsbosser har sagt ja til at gå ind i Tænketanken Frejs nye bestyrelse. De skal sikre endnu mere flyvehøjde til den stadigt unge fødevarepolitiske tænketank. Derudover er Lina Nilsson blevet valgt som de mere end 50 frivilliges repræsentant i bestyrelsen.
De fem bestyrelsesmedlemmer er Torben Nielsen, tidligere direktør i Kopenhagen Fur, Bo Lidegaard, tidligere chefredaktør på Politiken, Helene Regnell, tidligere CSR-direktør i Dansk Supermarked og CSR-direktør i Mærsk Line, Christina Pamela Christiansen, tidligere Managing Director Startupbootcamp i Kina samt Lina Nilsson, frivillig i Tænketanken Frej, studerende samt repræsentant for de mere end 50 frivillige i Frej.
En bevægelse for bæredygtighed
Selvom Tænketanken Frej er kommet godt for start med mere end 50 frivillige, et hav af debatevents, workshops og projekter, hvor de er lykkedes med at samle aktører på tværs til dialog, der udfordrer etablerede forestillinger og synspunkter, så er ambitionerne stadigvæk enorme for stifterne af Frej, der ikke er bange for at måle sig med andre af landets store tænketanke fra Concito til Cepos – selvom Frej adskiller sig en del fra de klassiske tænketanke.
– Frej er ikke en tænketank, der udarbejder lange, tunge vidensnotater til en lille elite. I stedet arbejder vi som en bevægelse med at engagere landmænd og forbrugere for i samarbejde at skabe et mere bæredygtig Fødevaredanmark, lyder det fra en af stifterne af Frej, Marie-Louise Boisen Thøgersen.
Frej er overbevist om, at det er den helt rette bestyrelse, der nu skal være med til at sikre, at Frejs mission lykkedes i samarbejde med direktionen bestående af Marie-Louise Boisen Thøgersen, Iben Krog Rasmussen, Charlotte Clausen og Morten Lagstrøm.
Stifterne af Frej har ligeledes besluttet at åbne op for medlemmer til september 2018. Det betyder, at den siddende bestyrelse fremover skal vælges på den årlige generalforsamling.
– Jeg ser enormt meget frem til at arbejde med Frej, der på kort tid har formået at sætte sig selv på Danmarkskortet. Jeg er ikke i tvivl om, at Frej er den rette aktør til at sikre et mere bæredygtigt Fødevaredanmark, lyder det fra Helene Regnell, som netop er konstitueret formand frem til generalforsamlingen i 2019.
– Bæredygtighedsdagsordenen er kommet for at blive. Produktionen af fødevarer er nødsaget til at forandre sig – ligesom resten af Danmark. Jeg er overbevist om, at Frej kan være med til at sætte det rette skub til fødevarebranchen og sikre nye løsninger. Fødevarebranchen lytter til dem, Jens Torben Nielsen.
– Det er utroligt vigtigt, at vi bygger bro mellem land og by, miljø og landbrug. Det har Frej på under to år bevist, at de kan, lyder det fra Bo Lidegaard.
– De klassiske tænketanke er stiftet af ældre mænd med mange år på bagen. I Frej er den ældste i direktionen 27 år. At de er unge betyder, at de har en masse gå-på-mod og alting udvikler sig hurtigt og dynamisk. Jeg glæder mig til at kunne bidrage til at hjælpe dem med at tage de rette beslutninger, lyder det fra Christina Pamela Christiansen.