Nu bliver det væsentligt lettere at finde vej til økologiske måltider på danske spisesteder. Fødevarestyrelsen og VisitDenmark har i samarbejde udviklet app’en ’Økologiske Spisesteder’, som gør det nemt for både danskerne og udenlandske turister at finde vej til caféer, restauranter og hoteller i Danmark, som har det økologiske spisemærke i enten guld, sølv eller bronze.
App’en blev lanceret på Foodexpo i Herning, hvor økologi i år havde indtaget hele tre haller.
App’en er udviklet som en opfølgning på det økologiske erhvervsteams anbefaling om, at ’Økologien skal trække flere turister til landdistrikterne’.
– Verden over efterspørger forbrugerne mere økologi. Den nye app gør det lettere for de mange økologi-interesserede turister og danskere at finde frem til de økologiske måltider i Danmark. Det er godt for de økologiske landbrug og spisesteder og skaber udvikling – også på landet. Det styrker samtidig kendskabet til Danmark som førende økologi-nation, når flere turister oplever dansk økologisk gastronomi. Stor tak til VisitDanmark og Fødevarestyrelsen, siger Paul Holmbeck, medlem af Det Økologiske Erhvervsteam og Politisk Direktør i Økologisk Landsforening.
Der er nu registreret 228 øko-spisemærker indenfor hotel, restaurant og café-segmentet. Men der vil komme langt flere i fremtiden, vurderer Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.
– At satse på økologi er ofte en god forretning for spisestederne – især hvis de kan synliggøre det med det økologiske spisemærke. Vi får et voksende antal henvendelser fra hoteller, restauranter og caféer, som ønsker vejledning i forhold til at opnå mærket. Mange af køkkenerne i restaurationsbranchen lever allerede op til kriterierne for at få det økologiske spisemærke, men høster bare ikke fortjenesten, siger Torben Blok.
App’en ’Økologiske Spisesteder’ kan findes i App Store og på Google Play. Der er desuden udviklet et site på VisitDenmarks hjemmeside, hvor de økologiske spisesteder er plottet ind på et Danmarkskort, og hvor man kan se, hvilke økologiske spiseoplevelser der ligger i relativ nærhed til Margueritruten.
Billedtekst:
Det økologiske spisemærke dokumenterer spisestedets økologi-andel. Guld = 90-100 procent økologi. Sølv = 60-90 procent økologi. Bronze = 30-60 procent økologi.