Efterspørgslen på at få dagligvarer leveret til hjemmeadressen er nu så stor, at nemlig.com tager et nyt skridt ud i Danmark, så flere sjællændere, fynboer og jyder kan få levering døren. De nye potentielle kunder bor i Slagelse, Vemmelev, Boeslunde, Holmegaard, Næstved, Middelfart, Kolding, Almind, Viuf, Fredericia, Børkop og Vejle
At danskerne er blevet mere vante til at handle på nettet mærkes hos nemlig.com, som ligger nr. 8 på listen over danskernes 20 mest foretrukne netbutikker ifølge Foreningen for Dansk Internethandels (FDIH) halvårlige rapport. Væksten er på 25 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og medarbejderstaben er siden januar måned øget med 200 personer.
– Vi er rigtig glade for, at flere og flere danskere har fået øjnene op for at handle dagligvarer på nettet. Vi har en stærk vækst på 25 procent sammenlignet med samme periode sidste år, så vi kan bestemt mærke, at forbrugerne efterspørger convenience både i form af levering lige til døren, men også i form af nemme sunde måltidsløsninger eller hele opskrifter, der kan lægges i kurv med ét klik, udtaler CEO Stefan Plenge.