En gang om året mødes den internationale økologiske sektor på den økologiske fødevaremesse Biofach i Nürnberg. I 2018 løber messen af stablen i dagene mellem d. 14. og 17. februar, og årets hovedtema er den næste generation
Økologi har aldrig været større, og der ses ingen tendenser, der peger på, at den økologiske sektor skulle stagnere – snarere tværtimod. Danmark er stadig verdensmestre i økologi, og de danske producenter vil også være rigt repræsenteret på Biofach, som forventes at have mere end rekordmange 2.950 udstillere fra hele verden. Her vil de fremvise økologiske nyheder og velkendte herligheder for mere end 50.000 professionelle gæster.
Økologi 3.0
Det er moderne at angive tal og rammer for, hvor vi er i vores udvikling, om det er med fødevarer eller teknologi og økologi, er ingen undtagelse. Den globale økologiske paraplyorganisation IFOAM præsenterede på Biofach sidste år termen Økologi 3.0, på baggrund af den udvikling økologiske landmænd, fødevareproducenter og distributører har lagt for dagen, når det kommer til bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion. De bæredygtige handlinger bidrager til løsningsmodeller for at bekæmpe globale problemer, såsom hungersnød, fattigdom, fødevarespild, ødelæggelse af miljøet, klimaforandringer og meget andet. Økologi 3.0 skal tage os ind i fremtiden, hvor vi med moderne teknologi og innovative løsninger skal tackle de Forenede Nationers globale bæredygtige mål (SDG).
– Den professionelle økologiske sektor omsætter for 80 milliarder dollars. De, der har været med til at forme den økologiske bevægelse helt tilbage fra starten af det tyvende århundrede (Økologi 1.0) til i dag (Økologi 2.0), kan se tilbage på en række forbløffende resultater. Deres erfaringer er uvurderlige for den næste generation, siger Markus Arbenz, der er managing director hos IFOAM.
Generationsskifte på vej
Det er netop den næste generation, der er i fokus på Biofach 2018. Vi ser, at mange af græsrødderne i den økologiske sektor efterhånden er pensionsmodne, og nu står de nye generationer på spring. Men det er ikke kun på den producerende side, det er også kundernes børn, der nu har nået en købedygtig alder, hvilket skaber helt nye muligheder for både producenter, detailbutikker og ikke mindst restaurationsbranchen.
– På verdensplan ser vi, at økologiske landmænd i gennemsnit er yngre end deres konventionelle kollegaer. Desuden hyrer de også flere unge medarbejdere på indgangsniveau. Økologiske start-ups dukker op hele tiden, og sidste år, i Tyskland alene, var en fjerdedel af alle tilgængelige fødevarer økologisk produceret. En stor del af den nuværende generation, der producerer økologisk, kommer fra en konventionel baggrund, men mange igangsættere af i dag er vokset op med en økologisk ideologi. Men som i alle andre brancher er generationsskifte en stor udfordring, som vi bliver nødt til at arbejde videre med, udtaler Dr. Felix Prinz zu Löwenstein, formand for German Federation of the Organic Food Industry (BÖLW).
Udvider messeområdet
Endnu et bevis på, at økologi er i fremgang, er den store interesse for Biofach-messen. I 2018 er Biofach nødsaget til at tage yderligere to haller i brug.
– Takket være tilføjelsen af de to ekstra haller (hal 4A og hal 8) og de mange nye udstillere vil de besøgende have mulighed for at opdage og opleve et endnu bredere udvalg af økologiske produkter i 2018, fortæller direktøren for Biofach, Danila Brunner. De skandinaviske udstillere vil man som i 2017 kunne finde i hal 5, og messen vil generelt være delt op som tidligere, dog med små ændringer. Worlds of Experience, der er det kulinariske segment, som inkluderer olivenolie, vin og veganske produkter, vil have dedikerede områder, hvor det veganske område flytter ind i den nye hal 4A. Disse World of Experience tilbyder en bred række af produktpræsentationer, smagninger, workshops, prisoverrækkelser og ikke mindst muligheden for at netværke og få en god snak med eksperterne.
Biofach er ”the place to be”
Arbejder du med økologiske produkter, eller overvejer du det, er Biofach-messen i Nürnberg et besøg værd. Hvert år i februar samles verdens førende producenter, interessegrupper samt indkøbere til en økologifest, og der findes næppe nogen muligheder for at opleve så megen glæde ved den økologiske produktion andre steder. Om du er til ost eller andre mejeriprodukter, frugt og grøntsager, tørre produkter som korn, nødder og slik eller drikkevarer som øl, vin og vand, så har du muligheden for at smage og prøve det hele sammen med ligesindede fra hele verden. Det forventes, at de besøgende denne gang bliver præsenteret for ikke mindre end 700 økologiske produktnyheder.
Økologisk Landsforening står sammen med Bio aus Dänemark står bag det danske øko-fremstød på messen. Det er stadig muligt at tilmelde sig den danske fællesstands lounge, hvor man kan holde møder med indkøbere mv. Hvis man næste år er interesseret i at udstille på den danske fællesstand kan man allerede nu kontakte Økologisk Landsforening. Flere oplysninger om messen kan fås på http://www.biofach.com eller hos messens danske repræsentant, Jan Strauss, på tlf. 70 20 21 81.