Arlas mest populære mælk, Arla 24, har fået en klimavenlig karton lavet af træ- og plantematerialer, hvilket skærer 22 procent af CO2-udledningen af de 92 millioner Arla 24-kartoner, der i 2019 vil finde vej til danskernes køleskabe. Det svarer til en CO2-reduktion på 736.000 kg.
– Vi arbejder benhårdt på at gøre vores mælk klimavenlig, og bæredygtig emballage er en vigtig del af løsningen, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark.
De nye kartoner er lavet af brunt pap, der er fremstillet af naturlige materialer fra træ og planter helt uden brug af blegningsprocesser. Det betyder, at Arla i samarbejde med kartonleverandøren har fjernet et hvidt kridtlag fra kartonen, som derfor har ét lag mindre end andre kartoner.
Derudover udskiftede Arla i 2014 låget til Arla 24 til et nyt, klimavenligt låg lavet af 100 procent biobaseret plast fra sukkerrør. Det vil sige, at låget ikke indeholder oliebaseret eller fossilt plast.
De grønne kartoner til Arla 24 er seneste skridt på vejen mod Arlas ambitiøse klimamål. Allerede i 2020 skal alle Arlas mælkekartoner være fremstillet af naturmaterialer. Det hænger sammen med andelsmejeriets mål om, at CO2-udledningen i 2020 skal være reduceret med en fjerdedel i forhold til 2005.
– Klimavenlige kartoner er en vigtig del af vores klimastrategi. Men vi stopper ikke ved kartonerne. Vi er i gang med at udskifte emballagen på alle vores store produktkategorier, siger Jakob B. Knudsen. Han tilføjer:
– Et andet område vi arbejder med er bedre genanvendelse af mælkekartonerne. Vi kigger derfor på, hvordan mælkekartoner kan blive en del af affaldssorteringen i landets kommuner, så vi undgår spild af pap, der har masser af mil i sig endnu.
Fakta om den grønnere karton
Kartonen er fremstillet af naturlige materialer baseret på fornybare kilder som træ og planter. Kartonerne produceres af Elopak og Tetrapak af brunt pap uden brug af blegningsprocessor. Det betyder, at kartonen er uden et hvidt kridtlag, som normalt pålægges. Kartonen har dermed et lag mindre end traditionelle, hvide kartoner.
Kartonens låg er fremstillet af 100 procent biobaseret plast, som er produceret fra biomaterialer som eksempelvis sukkerrør. Låget indeholder dermed intet fossilt, olie-baseret plast, som er CO2-tungt. Lågene produceres af Tetrapak. Låget blev udskiftet på Arla 24 2014.
Arla startede processen tilbage i 2014, hvor andelsmejeriet introducerede den første grønne karton på økologiske mælk og yoghurter. I 2018 introducerede Arla anden generation af grøn karton, som er endnu mere klimavenlig, på alle økologiske mælk og yoghurter. Nu er turen kommet til Arla 24, som er Arlas mest solgte mælk. Det betyder, at Arla i alt konverterer 169 millioner kartoner til grøn karton på tværs af Arla 24 og Arla ØKO.
Allerede i 2020 skal alle Arlas mælkekartoner være fremstillet af naturmaterialer, hvilket er en del af målet om at reducere den samlede CO2-udledning med 25 procent.