Forsøg fra ind- og udland har igen og igen påvist, at hvis vi forbrugere kan se det klimamæssige aftryk, vores mad sætter, lægger vi flere klimavenlige varer i vores indkøbskurve. Alligevel tøver regeringer verden over med at sætte klimaaftryk på fødevarer. Danske Planteslagterne har nu taget skeen i egen hånd og sat deres egne klimaberegninger på samtlige produkter – data, som dækker over alle processer i produktionen lige fra ingredienser til transport og emballage.
WHO siger det, miljøorganisationer i hele verden siger det, og vores egen sundhedsstyrelse siger det: Vi skal spise mindre kød og flere grøntsager og bælgfrugter. Det skal vi for sundheden og, ikke mindst, for miljøet. Men hvad er det nu lige forskellen er på 500 g oksekød og 500 g linser? Faktisk har næsten hver anden dansker (48 pct.) svært ved at gennemskue, hvad man præcis skal putte i indkøbskurven for at passe på klimaet, viser en befolkningsundersøgelse Føtex fik foretaget i 2020. Det ville en klimamærkning på de produkter, vi ser på hylder og i kølediske måske kunne hjælpe danskerne med at gennemskue.
Men en klimamærkning er en kompleks opgave, der lader vente på sig. Det har danske Planteslagterne ikke kunnet vente på, og de har derfor nu sat deres egne klimaberegninger på samtlige produkter, så forbrugerne kan gennemskue CO2-aftrykket på alt fra Svampebøffen til fredagsburgeren og Dild-dellen på frokostbordet.
– Betydningen for vores mad på kloden har været en hjertesag for os fra dag ét. Men nu hvor det ser ud til, at en klimamærkning af vores fødevarer har lange udsigter, så har vi lagt svesken på disken så at sige. Vi har klimamærket alle vores produkter. Og vi har valgt at tage samtlige faktorer i produktionen af vores produkter med. Ikke kun fx aftrykket fra, at vi får leveret ingredienserne i vores produktion, for det giver ingen mening, lyder det fra Emil Andersen fra Planteslagterne.
Læs mere om Planteslagterne: Slagterens maskiner producerer plantebøffer
Klimaberegnet fra frø til køledisk De nye emballager, der bl.a. indeholder Planteslagternes populære Dild-dellen, Rødbedebøffen og Falafel Italiano, der alle er fremstillet af økologiske grøntsager og bælgfrugter, og er nemme løsninger til en smagfuld og næringsrigtig frokost eller aftensmad, er derfor nu udsmykket med klimaberegninger, der indeholder info på udledningen fra ingredienserne dyrkes og til, maden (næsten) ender på bordet. Med i beregningerne er derfor ingredienser, transport fra dyrkning til produktion, produktionen, emballage, lager og transporten til forhandlerne. Vandforbrug, landforbrug, de kilometer, ingredienser og produkter har rejst, mv. er altså med i beregningen for det enkelte produkt, og hver enkelt analyse fremgår af Planteslagternes hjemmeside.
– Vi er på en mission om at skabe fuld gennemsigtighed i den mad, vi lægger i kurven. Det er, synes vi, den eneste måde, vi kan få fokus på, hvordan vi får mere bæredygtighed på vores tallerken og ind i den enkelte forbrugers bevidsthed. Der er store besparelser på klimafronten, hvis man vælger at spise fx en Svampebøffen i burgeren vs en oksekødsbøf, og det vil vi gerne være med til at skabe viden omkring, forklarer Emil Andersen, der også slår fast, at Planteslagternes produkter ikke hverken kan eller vil sammenlignes direkte med en animalsk pendant i smag, men at produkterne udfordrer animalske produkter i brugs-situationerne.
Faktorer, som det ikke er muligt at have med i Planteslagternes klimaberegninger er dem, der ligger uden for systemet fx lys og køling i supermarkedet og butikkerne samt transporten fra indkøbsstedet til hjemmet samt tilberedning i hjemmet.
Om Planteslagternes klimaberegninger:
Klimaberegningerne fremgår af samtlige produkter og er baseret på 1 kg emballeret produkt leveret til butikker på det danske marked. Beregningerne indeholder alle elementer i produktionen: Ingredienser, upstream transport, produktion, emballage, lager og downstream transport. Beregningerne indeholder dermed ikke faktorer udenfor systemet såsom lys og køl i butikken samt transport fra indkøbssted til hjemmet hos forbrugeren. Hvert produkt består af 14-17 forskellige ingredienser. Eftersom ingredienserne ofte er den største kilde til emission i fødevarer, er alle ingrediensers aftryk udregnet. For frosne ingredienser er det lagt 0,001 kgCO2e/kg oveni efter anbefaling fra Mindful Food Solutions. Næst efter ingredienser er emballage ofte også et emissions-hotspot. Emballager er derfor også udregnet og tilføjet den samlede emission.
Al transport (upstream og downstream) er kortlagt og tilføjet emissionen ud fra, hvilke transportmidler, der er brugt.
Om beregningerne:
Alle beregninger er udarbejdet af The Footprint Firm med baggrund i Planteslagternes egne data, hvorefter de er tredjepartsverificeret af Mindful Food Solutions v. Henrik Saxe.