På trods af den snart 10 år lange kampagne fra Fuldkornspartnerskabet for at få danskerne til at spise mere fuldkorn, hersker der stadig en vis forvirring blandt mange danskere om effekten af fuldkorn, og ikke mindst om hvilke produkter man kan finde fuldkorn i.
Ni pct. af danskerne tror fx, at der er fuldkorn i bananer, 13 pct. peger på nødder, og 32 pct. på frø. Men fuldkorn findes kun i korn og ris. Resultaterne fremgår at en undersøgelse, der er foretaget for Cereal Partners Worldwide af det uafhængige researchinstitut Censuswide.
Online-undersøgelsen er foretaget i oktober 2017 blandt 1.002 danskere, og blev offentliggjort på Fuldkornsdagen 19. januar.
Hvor meget fuldkorn skal vi spise?
Undersøgelsen peger bl.a. på, at der er en markant forvirring blandt danske forbrugere om, hvor meget fuldkorn de bør indtage dagligt. Ifølge undersøgelsen mener 72 pct. af danskerne, at de har en god forståelse af, hvad fuldkorn er, og 52 pct. mener, at de spiser nok fuldkorn. Imidlertid viser undersøgelsen, at tæt på otte ud af ti danskere (79 pct.) ikke ved, hvor mange gram fuldkorn, de bør spise hver dag.
– På under 10 år har Fuldkornspartnerskabet på imponerende vis næsten fordoblet danskernes fuldkornsindtag til 63 gram om dagen, så vi så småt nærmer os de anbefalede 75 gram dagligt. Den nye undersøgelse viser, at danskerne behøver endnu mere information for at vide, hvor meget fuldkorn de bør spise, og den viser også, at det er meget vigtigt, at de får endnu mere information om, hvad fuldkorn betyder i vores kost, vurderer Per Frank nordisk sundhedschef i Nestlé, der er medlem af Fuldkornspartnerskabet og en af verdens største producenter af morgenmadsprodukter.
I Fuldkornspartnerskabet, der tæller 29 medlemmer (herunder myndigheder, sundhedsorganisationer, producenter og dagligvarehandel), siger kampagneleder Rikke Iben Neess om undersøgelsen og danskernes viden om fuldkorn:
– Undersøgelsen viser, at der stadig er behov for at få punkteret myterne om fuldkorn. I Fuldkornspartnerskabet vil vi fortsætte med at fortælle om, hvad fuldkorn kan være og hvor nemt det er at få mindst 75 gram fuldkorn om dagen, som Fødevarestyrelsen anbefaler, siger Rikke Iben Neess.