Restaurant BARK på hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden går forrest i kampen mod restauranters tallerkenspild og tilbyder sine gæster at tage deres rester med hjem i den nye bæredygtige Treatbox
Som tidligere omtalt her i bladet, er den nye Treatbox udviklet af et partnerskab, som har sat sig som mål at løse problemet med madspildet i de professionelle køkkener. Partnerskabet består af Unilever Food Solutions, KLS Pureprint og REFOOD mærket. Partnerskabet vil nu introducere konceptet til restauranter og kantiner over hele landet.
Ja tak fra en af Danmarks mest bæredygtige restauranter
Den første restaurant, der har valgt at indarbejde den grønne Treatbox, er Restaurant BARK på hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers i Ørestaden. BARK ønsker at være en hyldest til naturen, og har til huse i Danmarks mest bæredygtige hotel med udsigt til et imponerende atrium blandt 60 fuldvoksne træer og 4.500 grønne planter. BARK er under BC Hospitality Groups (BCHG) vinger og treatboxen er en kærkommen løsning i forhold til madspild og bæredygtighed, som står koncernen nær.
– Treatboxen er helt i tråd med Gruppens overordnede bæredygtighedspolitik og indsats for konstant at reducere madspildet i alle vores køkkener og restauranter. Vi glæder os til pr. i dag at tilbyde vores gæster at tage resterne af et velsmagende måltid med hjem i en bæredygtig emballage. Æsken er 100 procent biologisk nedbrydelig, den indeholder ingen skadelige kemikalier eller tungmetaller i æsken – og den er godkendt til at være i direkte fødevarekontakt. Så den passer rigtig godt til vores grønne tankegang i BARK, siger Mireille Jakobsen, Group CSR Manager hos BCHG.
Ændring i vores madkultur
– Tiden er moden til en fornyelse af doggybag tankegangen i Danmark, siger Dung Nguyen, Marketing Manager hos Unilever Food Solutions.
– Danske virksomheder og forbrugere er generelt gode til at bekæmpe madspild, men vi tager ikke vores rester med hjem fra restaurant.
Hun og partnerskabet mener, at en del af barriererne har rod i vores kultur:
– Mange synes, at det er pinligt at bede om at få rester med hjem, fordi de tror, at det virker nærigt, uddyber Dung Nguyen.
Den nye Treatbox går ind og overkommer disse barrierer – både når det gælder æstetik, convenience og bæredygtighed Boxen leveres til restauranterne i en holder til bordet, så gæsterne selv kan folde og fylde den med de rester, som de ønsker at tage med hjem.